G20-landenes finansministre kan i en sluterklæring fra deres møde i den tyske by Baden-Baden ikke enes om at bakke op om frihandel.

Der er heller ikke enighed om at finansiere bekæmpelsen af klimaforandringer.

Frankrigs finansminister, Michel Sapin, kalder mødes resultat stærkt beklageligt.

»Jeg beklager, at vi i vores drøftelser i dag ikke har været i stand til at nå en tilfredsstillende konklusion på de to prioriteter, som er absolut afgørende i dagens verden,« siger han.

G20-mødet er det første sammenstød mellem præsident Donald Trumps amerikanske regering og det internationale samfund.

I begyndelsen af juli skal stats- og regeringscheferne for de 20 lande, der er i G20, mødes til topmøde i Hamburg. Her skal også Trump deltage.

Trump: Bekæmpelse af klimaforandringer er spild af penge

Fredag kom det frem, at Saudi-Arabien ville gennemtvinge, at punktet om bekæmpelse af klimaforandringerne skulle fjernes fra dagsordenen ved G20-mødet, mens man i Det Hvide Hus med Donald Trump  i spidsen ønsker helt at fjerne programmer, der handler om klimaforandringer.

»Vi ser det som spild af amerikanernes penge,« siger Mick Mulvaney, der administrerer budgettet i Trump-administrationen, og tilføjer:

»Jeg tror, at præsidenten er temmelig ligefrem. Vi vil ikke bruge penge på det.«

Det seneste G20-møde var i juli 2016, hvor G20-ladenen meldte ud, at de opfordrer alle, der har underskrevet den globale klimaaftale fra Paris, til at sætte aftalen i kraft så snart som muligt. I klimaaftalen forpligter omkring 200 lande sig til at opfylde klimamål. Aftalen er fra december 2015.

G20 omfatter EU og 19 lande, som er nogle af verdens største økonomier.

/ritzau/Reuters