Den europæiske flygtningepolitik vil medvirke til, at flere lande vil træde ud af det europæiske samarbejde, mener den kommende amerikanske præsident Donald Trump.

Der var langt fra tale om et enkeltstående tilfælde, da de britiske borgere i 2016 stemte ja til 'leave' og dermed forlod det europæiske samarbejde.

Det fortæller Donald Trump i et interview med det britiske medie The Times, hvor han samtidig langer hårdt ud efter den tyske kansler Angela Merkel.

»Jeg tror, at hvis EU-landene ikke var blevet tvunget til at tage alle de flygtninge med alle de problemer, det medfører, så havde Brexit ikke fundet sted. Jeg tror, at folk vil have deres egen identitet, så hvis du spørger mig, så vil flere lande forlade EU.«

I interviewet hylder Donald Trump desuden Angela Merkel for at være den vigtigste leder i Europa, men understreger samtidig, at der var tale om en »katastrofal« beslutning, da landet valgte at tage imod en million migranter.

»Jeg tror, at hun begik en katastrofal fejl, da hun tog alle disse illegale indvandrere ind, uanset hvor de kom fra. Ingen ved, hvor de kommer fra, så jeg tror, hun gjorde en katastrofal fejltagelse - en meget dum fejl,« siger han.

Udtalelserne vækker bekymring hos den tidligere svenske statsminister og udenrigsminister Carl Bildt, der i et tweet søndag aften skriver, at Donald Trump er »åbentlyst fjendtlig« over for EU-samarbejdet.

»Måske er vi nødt til at leve, i hvert fald for en tid, med en amerikansk præsident, der er åbentlyst fjendtlig over for Den Europæiske Union. Imod ægte amerikansk strategisk interesse,« skriver han.

I interviewet anklager Donald Trump desuden NATO for at være uddateret og ikke være i stand til at forsvare sig mod terrorisme.