Den amerikanske præsident har brugt sit foretrukne sociale medie, Twitter, til at kritisere mediernes dækning af Donald Trump jr. og i samme ombæring sende en stikpille afsted mod Hillary Clinton. Han undlod dog at kommentere de ting, hans søn selv havde lagt frem.

Den seneste uge har mediernes søgelys været stift rettet mod Trump-administrationen og i særdeleshed Donald Trumps søn Donald Trump jr., efter han mandag offentliggjorde en række email-korrespondancer, der dokumenterer, at han selv og en række personer tæt på Donald Trump holdt et møde med en russisk advokat med forbindelse til den russiske regering under præsidentvalgkampen. Men nu har Donald Trump selv tilsyneladende fået nok.

'Hillary Clinton kan ulovligt få spørgsmålene til debatten (en række lækede emails viste sidste år, at Hillary Clinton fik adgang til at se spørgsmål forud for en CNN-debat med Donald Trump red.) og slette 33.000 emails, men min søn Don (Donald Trump jr. red) bliver foragtet af de falske nyhedsmedier?' skriver Donald Trump på Twitter i et af en længere række tweets om medierne, som præsidenten er kendt for at have et mildest talt anstrengt forhold til.

'Med alle deres falske, unavngivne kilder og en i den grad fordrejet og endda svigagtig rapportering, så forvrænger #Falske nyheder demokratiet i vores land,' skriver Donald Trump ligeledes på Twitter.

Præsidenten roser samtidig alle dem, der har støttet ham og forklaringen om, at Trump og hans team ikke har været involveret med russerne under valgkampen sidste år.

'Tak til tidligere kampagnerådgiver Michael Caputo for at sige så kraftigt, at der ikke var noget russisk samarbejde i vores vindende kampagne,' skriver Trump.

Den amerikanske præsident forholder sig dog i sine tweets ikke til mange af de konkrete oplysninger, hans egen søn selv har lagt frem i den omdiskuterede email-korrespondance.

Donald Trump jr. offentliggjorde sine emails mandag, efter New York Times havde spurgt præsidentsønnen til dem. I de offentliggjorte emails, står der blandt andet, at russiske embedsmænd 'tilbød at give Trump-kampagnen officielle dokumenter og information, der kunne skade Hillary (Clinton, red.)' og 'være meget nyttige for din far (Donald Trump, red). Dette er naturligvis på meget højt niveau og meget følsomme informationer, men de er en del af den russiske regerings støtte til hr. Trump.'

Donald Trump jr. siger, at han selv, Donald Trumps svigersøn Jared Kushner og hans tidligere kampagneleder Paul Manafort, som alle deltog i mødet, ikke modtog information, de kunne bruge til noget, ved det omtalte møde. Men i e-mail-korrespondancen med mellemmanden Rob Goldstone, som ledte op til mødet med den russiske advokat, fremgår det, at Trump jr. skrev direkte til mellemmanden, at han ville 'elske' de potentielle informationer.

Fredag kom det frem, at flere personer end først antaget, deltog i mødet med den russiske advokat, og en af dem er blandt andet Rinat Akhmetshin, der er russisk-amerikansk lobbyist og tidligere sovjetisk officer. Det bekræftede han selv fredag over for nyhedsbureauet AP. Akhmetshin har ifølge nyhedsbureaet været sat i forbindelse med den russiske efterretningstjeneste, men han afviser selv den påstand.

Hvorvidt mødet med den russiske advokat får et efterspil for Donald Trump jr. eller Donald Trump selv, vides endnu ikke, men FBI undersøger fortsat den russiske involvering i den amerikanske valgkamp.