Kilder siger, at Trumps svigersøn ville etablere hemmelig kommunikationskanal med Rusland på højt niveau.

Washington. Fabrikerede løgne, falske nyheder og ikkeeksisterende kilder.

Det var en del af Twitter-budskaberne fra den amerikanske præsident, Donald Trump, da han søndag reagerede på nye anklager i sagen om hans og hans stabs kontakter til Rusland.

Unavngivne kilder siger til Washington Post, at Trumps svigersøn, Jared Kushner, forsøgte at oprette en hemmelig kommunikationskanal mellem USA og Rusland.

- Når man ser ordene "kilder siger" i de falske nyhedsmedier, og de ikke nævner navne, er det meget muligt, at disse kilder ikke eksisterer, men er opfundet af falske nyhedsskribenter, skriver Trump på Twitter.

- #FakeNews er fjenden!, afslutter præsidenten en række af tweets.

Han præciserer ikke, hvilke nyheder han præcis henviser til.

Ifølge Washington Post forsøgte Kushner i december at etablere den hemmelige kommunikationskanal med Rusland på øverste politiske niveau.

Det skal være foregået i Trump Tower i New York under et møde med den russiske ambassadør i USA, Sergej Kisljak.

Mødet fandt sted få uger efter, at Trump var blevet valgt til præsident, siger unavngivne kilder til avisen.

Den 36-årige Jared Kushner, der er gift med Trumps datter Ivanka, er en af præsidentens nærmeste rådgivere.

Også New York Times har talt med kilder som bekræfter Kushners bestræbelser på at oprette en hemmelig kommunikationskanal. Målet skal have været at drøfte militære strategier i Syrien, skriver avisen.

Trump skulle søndag mødes med jurister i Det Hvide Hus, angiveligt for at drøfte denne seneste udvikling i sagen om kontakterne til Rusland, skriver New York Times.

Tidligere efterretningsfolk er blandt dem, der undrer sig over nyheden om, at Trumps svigersøn angiveligt ville oprette en hemmelig kommunikationskanal til russerne.

Det er ikke ualmindeligt at etablere såkaldte bagkanaler på lavere niveau i embedsværket for at skabe fælles forståelse forud for vigtige møder og forhandlinger.

Det siger den pensionerede FBI-agent Scott Olson, der har ledet operationer inden for kontraspionage for forbundspolitiet.

Men dette tilfælde er anderledes, fordi det ikke er på lavere embedsmandsniveau, siger han til netavisen Business Insider.

- Han vil have direkte kommunikation på højt niveau. Det er ekstremt farligt, fordi det resulterer i mundtlige aftaler, som er udokumenterede og uden vidner, og som er bindende for regeringerne, siger Olson.

/ritzau/