Den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, er berømt for sine kontroversielle udtalelser, og onsdag kunne han tilføje endnu en til listen.

Under en pressekonference i Florida onsdag fortalte Donald Trump, at han håber, det lykkes russiske hackere at finde frem til de godt 30.000 e-mails, som modkandidaten til det amerikanske præsidentembede, Hillary Clinton, har slettet i forbindelse med den såkaldte mailskandale, hvor hun har brugt sin private mailadresse til flere fortrolige arbejdsmails.

Det skriver New York Times.

»Rusland, hvis I lytter, jeg håber I er i stand til at finde de 30.000 e-mails, der mangler,« lød det direkte, mens kameraerne rullede.

»Jeg tror, at I vil blive belønnet af vores presse.«

Opfordringen kommer efter, at der de seneste dage er opstået spekulationer om, hvorvidt det er russiske hackergrupper, der står bag den seneste WikiLeaksafsløring, der kastede en skygge over Demokraternes konvent i Philadelphia.

Fredag offentliggjorde Wikileaks nemlig godt 19.000 mailkorrespondancer mellem flere ledende figurer hos demokraterne. Flere af de e-mails skulle angiveligt indeholde bevis på, at toppen hos demokraterne forsøgte at modarbejde Bernie Sanders præsidentkampagne.

Ifølge DR er der i de mange mails bevis for, at man udarbejdede en strategi for, hvordan de bedst muligt kunne ødelægge Bernie Sanders chancer for at blive Demokraternes præsidentkandidat.

Det har senere medført, at Demokraternes formand, Debbie Wasserman Schultz, er gået af.

Donald Trump afviser dog påstandene om, at Rusland skulle stå bag lækagen til Wikileaks.

»Det er så langt ude, det er så latterligt,« siger Donald Trump i Miami onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.