Donald Trump mener, Nordkorea optræder respektløst over for Kina. Det er den 12. testaffyring i år.

Washington. USA's præsident, Donald Trump, mener, at Nordkorea har været respektløs over for Kina, efter at landet har udført endnu en våbentest af et ballistisk missil. Det blev affyret klokken 5.09 mandag morgen lokal tid.

Det er den tredje nordkoreanske testaffyring på lige så mange uger, og det er den 12. i år. Den blev udført på trods af adskillige FN-sanktioner og advarsler fra både USA, Sydkorea og Japan.

- Nordkorea har vist stor mangel på respekt for sin nabo Kina ved at affyre endnu et ballistisk missil. Men Kina prøver hårdt, skriver USA's præsident på Twitter.

Den amerikanske stillehavskommando oplyser, at missilet fløj seks minutter, inden det slog ned øst for Nordkoreas østkyst.

Ifølge Sydkoreas hær nåede det Scud-lignende missil 450 kilometer væk. Fra Japan hedder det, at missilet landede inden for 200 sømil fra den japanske kyst.

Der er international bekymring for, at Nordkorea forbereder sig på en ny prøvesprængning af en atombombe.

Trump sagde i sidste uge på G7-møde i Italien, at Nordkorea udgør "et stort problem". Men han lovede, at problemet vil blive løst.

Trump har tidligere sagt, at alle muligheder er på bordet. Men foreløbig har han nøjedes med at lægge pres på Kina for at få kineserne til at overtale Nordkorea til at stoppe oprustningen.

/ritzau/Reuters