En mulig rigsretssag venter Donald Trump. Og uanset hvor meget den amerikanske præsident tweeter løs om fake news, heksejagt og andre grimme ord, så kan han ikke stoppe den uafhængige undersøgelse af ham, som nu er sat i gang.

»Der går nu en fuldstændig uafhængig undersøgelse i gang, som ledes af Robert Mueller, den tidligere chef for FBI. Donald Trump har ingen mulighed for at påvirke den undersøgelse på nogen måde,« forklarer Mads Fuglede, analytiker og ekspert i amerikanske forhold.

Den nyligt nedsatte uafhængige undersøgelseskommission skal undersøge, hvorvidt Rusland forsøgte at påvirke det amerikanske præsidentvalg sidste år, og herunder i hvilket omfang Donald Trumps kampagne havde kontakt til russiske embedsfolk.

I sidste uge fyrede præsident Trump chefen for FBI James Comey. FBI var netop i færd med at undersøge omfanget af Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver Michael Flynns kontakt til Rusland.

Tirsdag kunne New York Times så afsløre, at Donald Trump angiveligt havde bedt FBIs øverste chef James Comey om at droppe FBIs undersøgelser af Michael Flynn, hvilket er - hvis det er sandt - en ulovlig indgriben i FBIs undersøgelser og embedsmisbrug fra Trumps side.

Hvis Robert Muellers nye uafhængige undersøgelse dokumenterer New York Times historie, så kan det koste Trump præsidentposten i en rigsretsag.

Både før, under og efter det amerikanske præsidentvalg sidste år har Donald Trump fortalt alskens åbenlyse usandheder, når han er blevet konfronteret med både alvorlige og mindre alvorlige anklager. Trumps forsøg på at miskreditere både medier og politiske modstandere har haft en vis effekt hos hans vælgere.

Men lige præcis denne undersøgelse bliver ikke påvirket uanset om Trump sviner den til eller ej, forklarer Mads Fuglede.

»Dette er en juridisk proces. De vidner som indkaldes, vidner under vidneansvar. Det er svært at stå og råbe fake news ved sådan en uafhængig undersøgelse,« siger Fuglede.

Mads Fuglede vil dog ikke gætte på hvad der kommer til at ske.

»Nej, det kan jeg ikke overskue. Vi kender jo heller ikke resultatet af Robert Muellers undersøgelse. Men det vil sandsynligvis være en langvarig proces,« siger han.

En rigsretssag mod Trump kan blive en realitet, hvis begge kamre i den amerikanske kongres stemmer for med to tredjedeles flertal. I begge kamre er der republikansk flertal.

Det betyder dog ikke, at Trump kan sove roligt om natten. Det mener ph.d. og lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet Jørn Brøndal.

Berlingske har spurgt ham, om republikanerne vil holde hånden over Trump.

»Det tror jeg ikke. Der er tegn på, at nogle republikanere er bekymrede over hans adfærd som præsident,« siger Jørn Brøndal og henviser til, at der i dele af det republikanske parti har været utilfredshed med Trump.

Torsdag aften afviste Donald Trump på et pressemøde i Det Hvide Hus at have bedt James Comey om at stoppe efterforskningen af Michael Flynn.

Han blev desuden spurgt om han på nogen måde kunne forestille sig, at have gjort et eller andet, som kunne blive genstand for formelle anklager.

»Jeg synes det er totalt latterligt. Det synes alle,« svarede Donald Trump.