Donald Trump vil gå efter en aftale med Rusland, hvor de to lande reducerer deres lagre med atomvåben i »meget betydelig« grad.

Det siger USA's kommende præsident i et interview med den britiske avis The Times.

Den 70-årige republikaner har tidligere sagt noget i samme dur. Men han har også sagt, at USA i første omgang skal styrkes på området.

'USA bliver nødt til at styrke og udbygge landets atomkapaciteter, indtil verden kommer til fornuft i forhold til atomvåben,' har Trump skrevet på Twitter.

USA's nuværende præsident, Barack Obama, har arbejdet for en nedrustning.

Obama har sagt, at han ønsker alle kernevåben udryddet.

I 2010 underskrev Obama den såkaldte New Start-aftale med den daværende russiske præsident og nuværende premierminister, Dmitrij Medvedev. Aftalen skulle begrænse de to landes kernevåben betragteligt.

I interviewet med The Times siger den kommende præsident også, at han vil udpege sin svigersøn som fredsmægler i Mellemøsten. Jared Kushner er gift med Trumps 35-årige datter Ivanka.

/ritzau/Reuters