Har Trump lige fyret den Republikanske formand for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan over Twitter?

Paul Ryan skulle sørge for, at Obamacare blev ’Trumpet’ af en ny national sundshedsforsikring. Men republikanerne kunne ikke blive enige om, hvad der skulle erstatte Barack Obamas omdiskuterede sundhedsreform. Derfor gik den syv år lange strategi om, at Obamacare skulle stoppes, i vasken.

Det får nu Trump til at hænge Paul Ryan offentligt til tørre.

For lørdag eftermiddag sendte præsidenten et tweet ud, der senere kom til at virke som en offentlig fyreseddel til Paul Ryan.

Trump bad sine mange følgere på Twitter om at se med lørdag aften på Fox News. Fox News er en amerikansk TV-kanal, som Donald Trump og hans støtter normalt er på god fod med - i modsætning til de fleste andre store amerikanske medier.

Udsendelsen han henviser sig til kom med noget af en opfordring. Programmets vært Jeanine Pirro mener, at Paul Ryan skal fyres som republikanernes formand for Repræsentanternes Hus. Jeanine Pirro sagde på nationalt TV, at Paul Ryan har fejlet, fordi han ikke fik samlet nok stemmer ind til at få vedtaget den nye sundhedsreform.

Selvom den nye sundhedsreform ikke fik nok stemmer, tweetede Donald Trump ud, at de nok skulle få den afskaffet alligevel.

Men om det igen bliver Paul Ryan, som får til opgave at samle nok opbakning til at sløjfe Obamacare, står noget hen i det uvisse efter Trumps tweet.