En dag pakket med begivenheder er indledt for den kommende amerikanske præsident, Donald Trump.

Donald Trump og konen Melania er ankommet til Det Hvide Hus, hvor præsident Barack Obama og hans kone Michelle tager imod det kommende præsidentpar.

Der var smil fra dem alle, da Obama fører dem ind i det hus, hvor han og Michelle har boet de sidste otte år. Klokken 12 (18 dansk tid) tages Trump i ed som USA's næste præsident.

Kort forinden har Obama forladt Det Ovale Værelse for sidste gang som præsident.

Han bliver af en journalist spurgt, om det er med en nostalgisk følelse.

- Selvfølgelig, er hans korte svar.

Trump og konen ankom fra St. Johns kirke i Washington, hvor den store indsættelsesdag gik i gang.

- Det begynder alt sammen i dag. Vi ses klokken 11 (17.00 dansk tid) til edsaflæggelsen, skrev Trump lidt tidligere på dagen på Twitter.

Der ventes at møde 900.000 mennesker op, når Trump klokken 12 tages i ed foran Kongressen.

Det er en regnfuld dag i Washington, og det vil formentlig sætte sit præg på ceremonien.

Politiet oplyser, at det har haft mindre sammenstød med demonstranter, der er mødt op for at protestere mod Trump.

Demonstranterne forsøgte at blokere adgangen for de titusinder, der var på vej ind på The Mall - den mere end halvanden kilometer lange åbne plads mellem Lincoln-monumentet i den ene ende og kongresbygningen i den anden.

Demonstranterne tilhører en gruppe, der kalder sig Disrupt J20. De ønsker med deres aktion at vise deres vrede over Trumps kommentarer om kvinder, illegale indvandrere og muslimer.

- Vi er mange mennesker med forskellig baggrund, som er imod amerikansk imperialisme, og vi føler, at Trump vil videreføre denne arv, siger Ali McCracken, der er en af organisatorerne.

Der er bebudet flere andre demonstrationer mod Trumps indsættelse både fredag og lørdag.

Men det lægger ikke en dæmper på begejstringen blandt Trumps tilhængere, der for mange af dem er mødt op med røde kasketter med indskriften "Make America Great Again".

/ritzau/