Donald Trumps tidligere kampagnechef Paul Manafort arbejdede i al hemmelighed for den russiske milliardær Oleg Deripaska. Han arbejdede i den forbindelse for at fremme interesserne for Rusland og i særdeleshed for Vladimir Putin. Det skriver nyhedsbureauet Associated Press (AP).

AP har fået adgang til en række dokumenter, som viser, at Paul Manafort i en strategiplan fra 2005 foreslog, at han kunne påvirke politik, erhvervsliv og mediedækning i USA, Europa og de tidligere Sovjetlande. Formålet med dette var, at Putin-regeringen skulle drage fordel af kampagnen.

'Vi mener, at denne model kan være til stor fordel for Putin-regeringen, hvis den iværksættes på det rigtige niveau og med en passende vilje til succes,' skrev Paul Manafort i 2005 til Oleg Deripaska, som er en nær allieret til Vladimir Putin.

Året efter underskrev Deripaska og Manafort en aftale til en værdi af 10 millioner dollars.

Paul Manafort har selv bekræftet, at han arbejdede sammen med Oleg Deripaska, men han afviser at have arbejdet for at fremme russiske politiske interesser. Han mener, at han er udsat for en smædekampagne.

Den 67-årige amerikaner trak sig som Donald Trumps kampagnechef i august i fjor efter beskyldninger om at have drevet ulovlig lobbyvirksomhed for prorussiske ukrainske politikere tilbage.

Paul Manafort
Paul Manafort Foto: CHIP SOMODEVILLA
Vis mere

Men indtil da kan Paul Manafort altså have arbejdet sammen med Rusland for at fremme Donald Trumps chancer i valgkampen.

Amerikanske efterretninger peger også i retning af, at Rusland forsøgte at hjælpe Donald Trump til sejren over Hillary Clinton i november i fjor. Både FBI og Kongressen er nu gået ind i at undersøge om Trumps medarbejdere skulle have samarbejdet med russerne under valgkampen, og oplysningerne, som AP nu bringer til bordet, øger angiveligt fokus på Paul Manafort i den undersøgelse.

Undersøgelsen af Trump og Rusland blev bekræftet mandag af FBI-chef, James Comey, under en høring i Repræsentanternes Hus.

»De (Rusland, red.) ville skade vores (USA's, red.) demokrati, skade hende (Hillary Clinton, red.) og hjælpe ham (Donald Trump, red.),« sagde James Comey ifølge CNN, der dog ikke vil bekræfte, om Paul Manafort indgår i undersøgelserne af Donald Trumps forhold til Rusland, men ifølge AP er han en stor del af undersøgelsen.

Og mens Donald Trump har haft travlt med at afvise alle beskyldninger om forbindelser til Rusland, så siger historikeren og professoren Douglas Brinkley, der har rådgivet Trump i forbindelse med hans indsættelsestale, at der tilsyneladende er noget i gære.

»Der er en luft af forræderi. Tænk, hvis John Edgar Hoover (tidligere FBI-chef, red.) eller en anden FBI-chef havde vidnet mod en siddende præsident. Det ville have været en ufattelig begivenhed,« siger han ifølge The Independent.