Den amerikanske præsident, Donald Trump, underskrev fredag en lov, der udelukkede statsborgere fra syv overvejende muslimske lande fra at rejse ind i USA. Det har skabt raseri og fortvivlelse fra kendte mennesker på de sociale medier.

Siden fredag er hashtagget #MuslimBan (muslimer udelukket, red.) opstået som navnet for den debat, som Trumps udelukkelse af de syv lande har skabt.

Donald Trump underskrev fredag et såkaldt dekret, der gør det umuligt for statsborgere fra Iran, Irak, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen at få visa til at rejse ind i USA - i hvert fald de næste 90 dage. Sagt på en anden måde er grænsen altså blevet lukket til de pågældende lande.

Trump selv mener, at dekretet ikke er udelukkende mod muslimer, men er det er skabt for at holde 'radikale, islamistiske terrorister' ud af USA.

Et væld af kendte mennesker og højtstående politikere har siden fredag taget kraftigt afstand fra Trumps nye, midlertidige lov. Eksempelvis Star Trek-skuespilleren George Takei, der på Twitter gør opmærksom på, at ingen af terroristerne fra angrebet mod World Trade Center i 2011 kommer fra nogen af den syv lande.

'9/11-terroristerne var fra Saudi Arabien, Egypten og De Forenede Arabiske Emirater - ikke de syv lande i immigrationsudelukkelsen. De lande har dog Trump-bygninger,' skriver skuespilleren.

Takei bliver bakket op i sin fortvivlelse af popstjernen Miley Cyrus og skuespilleren Seth Rogen, hvor sidstnævnte indkalder til en konkret protest.

'Los Angeles-protest mod #MuslimBan i dag fra 1-5 på Det Føderale Immigrationskontor.'

I den politiske verden har den danske udenrigsminister Anders Samuelsen været på Twitter for at meddele, at han ikke bakker op om den amerikanske præsidents nye tiltag. Det bakkes samtidigt på af hans kollega i Sverige, udenrigsminister Margot Wallström.

'USAs beslutning om ikke at tillade folk fra visse muslimske lande at komme ind i landet er IKKE fair. Mød hver mand/kvinde som et individ.'

'Dybt bekymret over USAs beslutning om ikke at tillade folk fra visse lande at komme ind i landet. Skaber mistillid mellem folk.'

Samtidigt er et helt bestemt opslag på Twitter begyndt at florere flittigt igen, selv om det er mere end et år gammelt. Tilbage i december 2015 ytrede Donald Trump for første gang sine tanker om at blokere for muslimers adgang til landet.

Det valgte en række højtstående republikanere at gå imod - heriblandt formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, den tidligere vicepræsident Dick Cheney, men også Trumps højre hånd - den nye vicepræsident, Mike Pence.

'Snakken om at bandlyse muslimer fra at komme ind i USA er stødende og forfatningsstridig,' skrev vicepræsidenten tilbage i 2015.