Truslen fra Iran er det vigtigste for Israel, mener Netanyahu, der i næste måned skal mødes med Trump.

Washington. USA's præsident, Donald Trump, har inviteret Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, til et møde i Washington i februar.

Det oplyser Netanyahus kontor i en meddelelse efter sin første telefonsamtale med Trump, efter at den nye amerikanske præsident blev taget i ed fredag.

- De to ledere drøftede atomaftalen med Iran, fredsprocessen med palæstinenserne og andre emner, lyder det i meddelelsen.

Der vil blive fastsat en præcis dato for besøget i løbet af de kommende dage, tilføjer den israelske premierministers stab.

Trump betegnede kortfattet sin telefonsamtale med Netanyahu som "meget god", da han blev spurgt af en journalist i forbindelse med indsættelsen af toprådgivere i Det Hvide Hus.

Han oplyste ikke umiddelbart flere detaljer om samtalen med den israelske leder.

Israelske medier skriver, at Netanyahu tidligere på dagen sagde, at der er en lang række emner, han gerne vil drøfte med USA's nye præsident.

Det gælder blandt andet konflikten med palæstinenserne, situationen i Syrien og især truslen fra Iran.

- At stoppe truslen fra Iran og først og fremmest stoppe den trussel der blev glemt, da den dårlige aftale blev underskrevet med Iran, er fortsat det vigtigste mål for staten Israel, sagde Netanyahu forud for samtalen med Trump.

Det skriver Jerusalem Post.

Trump har flere gange i løbet af præsidentvalgkampen lovet Israel større opbakning fra USA og kritiseret præsident Barack Obama for hans politik over for landet.

Tidligere på dagen sagde talsmanden for Det Hvide Hus, at USA er i de "meget tidlige faser" af en plan om at flytte den amerikanske ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem.

Trump vil foruden at flytte ambassaden til Jerusalem også anerkende den hellige by som Israels officielle hovedstad.

Det vil være et markant skifte i USA's politik på området og stå i kontrast til langt hovedparten af verdens lande.

Israel besatte Jerusalem under krigen i 1967, og israelerne annekterede den hellige by i 1980.

USA anerkender ikke annekteringen af Jerusalem.

Palæstinenserne ønsker Østjerusalem som hovedstad i en fremtidig palæstinensisk stat.

/ritzau/Reuters