I 2005 modtog Donald Trump ifølge ham selv 17 millioner dollars, svarende til ca. 115 millioner danske kroner, i forsikringspenge, efter en række orkaner havde totaltsmadret hans private klub i Palm Beach, Mar-a-Lago.

Det skriver The Associated Press.

Det var blandt andet orkanen Wilma og en række andre orkaner og storme, der ramte området i 2004 og 2005, der angiveligt skulle have været årsag til de store skader på Trumps ejendom, som udløste de mange forsikringskroner.

Donald Trump har selv, i forbindelse med et sagsanlæg, forklaret, at der efter stormene blev lavet massivt arbejde på ejendommen. Der skulle ifølge Trump både udbedres skader på taget, væggene, der skulle males, der var forskellige læk i bygningen, ligesom gamle klinker, haveområdet og stranden var under ombygning.

To år efter stormen kunne Trump ikke forklare, præcis hvor mange penge, der blev brugt på reparationer, og desuden har den republikanske præsidentkandidat også dengang sagt, at flere af pengene er gået til hans egne konti, skriver AP.

Ifølge The Associated Press (AP) hævder flere kilder dog nu, at Mar-a-Lago aldrig blev så alvorligt ramt af stormen, at der er blevet lavet renoveringer for 17 millioner dollars.

Blandt andet forklarer Donald Trumps tidligere butler gennem mange år, Anthony Senecal, at stormene i 2004 og 2005 ødelagde nogle træer på ejendommen, men selve Mar-a-Lago blev ikke hårdt ramt.

»Det hus har aldrig været alvorligt skadet,« siger Senecal til AP og tilføjer, at han var til stedet under alle orkan-episoderne.

Butlerens udsagn er dog langt fra det eneste, der skaber tvivl om, hvorvidt Mar-a-Lago rent faktisk blev voldsomt beskadiget. Også Tim Frank, der var administrator i Palm Beach på tidspunktet, hvor orkanerne rasede, mener, at det er usandsynligt, at ejendommen er blevet renoveret for 17 millioner dollars.

»Hvis der var skader for 17 millioner dollars, ville vi helt sikkert have vidst det,« siger Tim Frank og tilføjer:

»Jeg ville have vidst det, hvis der var noget over 100.000 dollars.«

Til sammenligning byggede Donald Trump i 2004 en balsal på mere end 1.800 kvadratmeter fra bunden, og ifølge byggetilladelser løb det 'blot' op i seks millioner dollars.

Afdelingen for byggeprojekter i Palm Beach viser heller ikke nogle tilladelser til projekter af større art på Mar-a-Lago. Det eneste projekt af større art, der fremgår, er, at der er brugt 3.000 dollars på at reparere udendørsbelysningen, som blev skadet i stormen, ligesom der er blevet støvsuget sand op foran en swimmingpool tæt på vandkanten.

Ifølge Hank Stein fra VeriClaim Inc, der vurderede forsikringssagen, var der både skader på taget og grunden i det hele taget - han kan ifølge AP dog ikke huske detaljer om forløbet. Trump selv har afvist at udlevere papirer vedrørende forsikringskravet, ligesom han også har nægtet at besvare specifikke spørgsmål fra nyhedsbureauet angående skaderne på Mar-a-Lago.

En stor del af Trumps forsikringssager er gennem en længere periode blevet behandlet af Pamela Newman, der er forsikringsmægler hos selskabet Aon Risk Services Inc. Både selskabet og Newman selv har dog også afvist at diskutere sagen med AP.