En kvinde troede angiveligt, at hun deltog i et realityprogram, da hun dræbte Nordkoreas leders halvbror.

Jakarta. En indonesisk kvinde under mistanke for at have myrdet Kim Jong-nam, der er halvbror til Nordkoreas diktator, fik 630 kroner for at forgifte ham. Det oplyser Indonesiens viceambassadør i Malaysia ifølge norske NTB.

Mordet fandt sted i lufthavnen i den malaysiske hovedstad, Kuala Lumpur.

I alt to kvinder menes at have udført attentatet, mens flere andre er mistænkt for at være indblandet på anden vis. Angiveligt på ordre fra det Nordkoreanske regime.

Den indonesiske kvinde troede, at hun deltog i et realityprogram. Det har hun forklaret i et forhør med malaysisk politi.

Den indonesiske kvinde er sammen med den anden kvinde filmet af overvågningskameraer i lufthavnen 13. februar, hvor hun kan ses tørre noget af i ansigtet på Kim Jong-nam.

Undersøgelser peger på, at det var nervegassen VX, som dræbte ham. Malaysisk politi oplyste fredag, at spor af gassen er blevet fundet på Kim Jong-nams lig.

VX bliver betragtet som et af de giftigste kemiske våben, der nogensinde er blevet skabt. En lillebitte dråbe er nok til at dræbe et menneske.

De to kvinder blev sammen med to andre anholdt for mordet kort tid efter.

Malaysisk politi har derudover meddelt, at det vil afhøre to nordkoreanere. Der er tale om en ansat ved Nordkoreas ambassade i Kuala Lumpur og en ansat i et nordkoreanske flyselskab.

Drabet har givet anledning til spændinger mellem Malaysia og Nordkorea.

Nordkorea mener, at Malaysia bærer ansvaret for, at Kim Jong-uns halvbror døde i lufthavnen.

Samtidig beskylder styret Malaysia for at samarbejde med "fjendtlige styrker" i efterforskningen.

Malaysia har som svar hjemkaldt landets ambassadør fra Nordkorea.

Foreløbig har Malaysia afvist Nordkoreas krav om at få udleveret liget af Kim Jong-nam. Og trods store indvendinger fra den nordkoreanske ambassade har Malaysia altså også obduceret ham.

/ritzau/