Flere kvindelige medarbejdere hos Telia i det sydlige Sverige har angiveligt følt sig tvunget til at have sex med deres chefer for at blive forfremmet. Det har nu fået Telia til at suspendere tre chefer, mens omstændighederne undersøges nærmere.

Det skriver Aftonbladet.

Ifølge den svenske avis fortæller flere kilder, at der hersker en sexistisk kultur hos butiksnetværket af Telia-butikker i Sydsverige. Seksuelle tilnærmelser mod kvindelige ansatte skulle være hverdag, og flere kvinder har sågar følt sig tvunget til at have sex med deres chefer for at få en forfremmelse.

Der skulle angiveligt være tale om en decideret kultur, der har stået på i flere år, skriver Aftonbladet. Ifølge avisen har den øverste ledelse ikke været vidende om, hvad der foregik, før en kvindelig ansat sagde noget.

En kvinde var blevet tilbudt sex af sin chef - et tilbud hun dog takkede nej til. Efterfølgende fortalte hun en anden om episoden, og andre bakkede siden op om hendes historie.

Mandag kom en højtstående chef fra Telia i Stockholm på besøg i området, og de tre omtalte ledere blev suspenderet, mens en intern undersøgelse blev sat igang. Ifølge Aftonbladet er medarbejderne blevet truet med fyring, hvis de taler offentligt om sagen.

Aftonbladet har haft mulighed for at konfrontere en af de tre ledere, som dog benægter alle anklager. Den anden af de tre chefer henviser til pressetjenesten, mens Aftonbladet ikke har fået fat på den tredje.

Pressemedarbejder hos Telia i Sverige, Irene Krohn, bekræfter over for Aftonbladet, at flere ansatte er taget midlertidigt ud af tjeneste, og at der foregår en intern undersøgelse. Derudover har Telia ikke yderligere kommentare.