En grov sag om sexovergreb har angiveligt set dagens lys i Sverige.

Tre mænd er anholdt og mistænkt for at have voldtaget en kvinde og filmet det hele ske i Uppsala. Videoen af overgrebet blev angiveligt samtidig sendt live på Facebook i en lukket gruppe.

Det skriver det svenske medie Expressen.

»Vi har anholdt folk, men jeg kan ikke kommentere det nu,« siger den vagthavende ved politiet i Region Mitt, Nina Dahlström.

Lejligheden bliver nu undersøgt

Anmeldelsen om det grove sexovergreb mod kvinden fik politiet søndag morgen klokken 08.42. Mindst en del af voldtægten skal være blevet filmet og sendt ud live i en lukket gruppe på Facebook.

»Vi har ingen kommentarer til det lige nu. Der pågår en efterforskning, og når vi finder ud af mere, skal vi nok melde det ud,« siger Nina Dahlström til Expressen.

Den lejlighed, hvor den påståede voldtægt skal have fundet sted, er nu blevet ransaget og vil blive undersøgt nærmere af politiets teknikere.

'Hvordan kan man gøre sådan noget?'

En person, der angiveligt tidligere har været medlem af den lukkede Facebook-gruppe, hvor videoen angiveligt skal være blevet sendt live i, forklarer ifølge Expressen:

»Man tænker først og fremmest: Hvordan kan man gøre sådan noget med en pige? Jeg synes naturligvis, at det er helt skævt, helt sygt. Jeg følte, da jeg hørte om det, at nu måtte det være nok.«

I løbet af søndag formiddag har Facebook-gruppens administrator ifølge Expressen opfordret sine medlemmer til ikke at sprede materialet, men i stedet sende det direkte til politiet.

Det vides endnu ikke, hvem der stoppede live-sendingen af den påståede voldtægt, men ifølge kilder kunne man pludselig se politiet på live-sendingen, hvorefter signalet blev afbrudt.