Tre kirker angrebet i Nigeria

Bombeangreb mod tre kirker i det nordlige Nigeria har søndag dræbt mindst 19. Angrebene har udløst voldsomme gengældelsesaktioner.

Situationen i Kaduna-provinsen i det nordlige Nigeria er anspændt efter bombeangreb søndag har ramt tre kirker. Mindst 19 har mistet livet, og angrebene har ført til voldsomme gengældelsesangreb, skriver Reuters.

Nigeria er det folkerigeste land i Afrika. Befolkningen består af nogenlunde lige dele muslimer og kristne, og søndagens uroen har skabt frygt for sekteriske konflikter i landet.

- I betragtning af hændelserne og behovet for at forebygge yderligere sammenbrud af lov og orden, har delstatsregeringen indført et 24 timers udgangsforbud i hele staten, siger en repræsentant fra guvernørens kontor til Reuters.

Endnu har ingen taget ansvar for angrebene, men den islamistiske gruppe Boko Haram har tidligere angrebet gudstjenester i landet.

De første bombesprængninger skete med få minutters mellemrum i byen Zaria. Først kørte en selvmordsbomber sin bil ind i en kirke og dræbte mindst tre. Flere andre blev såret. Kort efter eksploderede endnu en bilbombe ved en anden kirke i byen, hvor mindst ti mistede livet. Senere ramte det sidste angreb en kirke i Kadunas hovedby, hvor seks meldes dræbt.

Angrebene førte ifølge Reuters kilder til gengældelsesaktioner ved den hovedvej, der strækker sig fra Kaduna til Nigerias hovedstad, Abuja. Unge kristne blokerede vejen, og flere muslimer blev hevet ud af deres biler og dræbt.

Uroligheden blusser op en uge efter to andre kirker blev angreb. Sidste søndag blev en person dræbt, da militante islamister skød mod en kirke, og mindst 41 blev såret, da en bil eksploderede uden for en anden kirke.


Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

FÅ ET GODT TILBUD - tilmeld dig BT SHOP og spar 50% på oplevelser, rejser og meget mere.