Tre heldige amerikanere vinder rekordstor lottogevinst
Tre vindere i et amerikansk lotteri har vundet verdenshistoriens største gevinst på 3,6 mia. kr. En kæmpegevinst kan dog godt skabe bekymring, lyder det fra Danske Spil.
Tre vindere i et amerikansk lotteri har vundet verdenshistoriens største gevinst på 3,6 mia. kr. En kæmpegevinst kan dog godt skabe bekymring, lyder det fra Danske Spil.
3,6 milliarder kroner.
For det beløb kan man for eksempel købe en luksus-flyvemaskine, 200 sportsvogne eller sin egen, private tropeø.
Og det kan nu komme på indkøbslisten for tre heldige amerikanere fra staterne Maryland, Kansas og Illinois, der lørdag er blevet udtrukket som vindere i det amerikanske Mega Millions-lotteri, som denne gang har haft verdenshistoriens største gevinst på netop 3,6 milliarder kroner, 640 millioner dollar. Det skriver amerikanske medier.
De tre vindere deler gevinsten ligeligt og får hver omkring 1,2 milliarder før skat.
Lottofeberen har raset fra øst til vest over det nordamerikanske kontinent frem til udtrækningen, der fandt sted fredag. Amerikanerne har således i alt spenderet 1,5 milliarder dollar eller omkring 8,3 milliarder kroner på lodder til lotteriet.
Ifølge BBC har en enkelt person i staten Arizona købt hele 2.600 lodder, der hver koster en dollar, for at øge sine chancer for gevinst. Andre steder har håbefulde lotto-spillere stået i kø i op mod seks timer for at få fingre i et lod.
Og med så dårlige odds som én til 175 millioner skal man da også være overordentlig heldig for at ramme de seks rigtige vindertal, som udtrækningen kræver. Der er dog ingen andre oplysninger om vinderne, end at Kansas-vinderen har købt sit lod i en lille by nær St. Louis, mens Maryland-vinderen har købt sit lod i storbyen Baltimore.
Lige meget om gevinsten lyder på 1,2 milliarder eller noget mindre, som det er tilfældet i danske lotto-udtrækninger, kan det være en stor omvæltning, når man lige pludselig får en opringning om, at man er blevet millionær. Det siger Thomas Rørsig, kommunikationschef i Danske Spil. Der går således gerne noget tid, før det overhovedet går op for vinderne, at de lige pludselig er blevet ganske velhavende.
- Hvis de bliver ringet op af nogle af vores medarbejdere og får at vide, de har vundet, så skal de lige tjekke det en gang til, de tror ikke rigtig på det. Men de bliver alle sammen meget glade, men også en lille smule bekymrede, for nu kan deres liv være lavet fuldstændig om, siger Thomas Rørsig.
Danske Spil tilbyder derfor gratis og anonym økonomisk rådgivning til de vindere, der får en gevinst på mere end 1,5 millioner kroner.
Rådgivningen, som langt de fleste tager imod, kan for eksempel gå ud på at få gæld ud af verden eller se på, om der skal sættes penge af til familiemedlemmer eller andet.
- Det er meget individuelt og tager udgangspunkt i de enkelte menneskers egen økonomi - og deres ønsker. Det er tit vores rådgivere, der siger, »nu skal du også huske at glæde dig over gevinsten.« Man bliver så fantastisk fornuftig, når man vinder mange penge, har jeg hørt, siger Thomas Rørsig.
Herhjemme mærkede man sidst lottofeberen tilbage i januar i år. Da steg lottopuljen i Norden til hele 157 millioner kroner, efter der ikke var blevet trukket en vinder siden uge 19 i 2011. Her endte fire nordmænd og en finne med at løbe med kæmpegevinsten.