KØB PLUS!

Tre dræbt og 18 kvæstet: 50 biler og 50 lastbiler i kollision

Tre personer er dræbt og 18 personer er blevet indlagt med både alvorlige og mindre alvorlige kvæstelser, lyder det fra indsatslederen på ulykkessted i Sverige, hvor cirka 100 biler kolliderede.

Cirka 50 lastbiler og 50 personbiler kolliderede tirsdag formiddag klokken 11 i et stort massesammenstød, der foreløbig har kostet tre menneskeliv. Både politi og redningsarbejdere berettede tirsdag eftermiddag på en pressekonference på selve ulykkesstedet om en gigantisk og nærmest uoverskuelig opgave.

- Det var en gigantisk ulykke med mere end 100 køretøjer på en strækning på to kilometer i begge retninger, og det var af samme grund meget svært for ambulancer og redningskøretøjer at komme frem, sagde indsatsleder for redningstjenesten, Jonas Hellsten, til svensk TV4.

Tomas Malmqvist, leder af lægeteamet på ulykkesstedet, bekræfter, at tre mennesker er blevet slået ihjel, mens 18 er blevet kørt til skadestuer i Helsingborg, Kristianstad og Ängelholm med både alvorlige og mindre alvorlige skader. Desuden er 25 mennesker blevet kørt til sidstnævnte hospital med lettere kvæstelser, lyder det.

- Det var komplet kaos, og både brandbiler og ambulancer forulykkede også. Det var svært at fjerne personer fra stedet, og de skadede måtte transporteres et godt stykke, før de kunne komme ind i en ambulance, sagde han på pressemødet.

Også to bybusser blev beslaglagt, en i nordgående og en i sydgående retning, som blev brugt til at få samling på de mange involverede, som ikke var kommet til skade, men forfrosne og stærkt chokerede.

Ifølge Ola Tuvesson, indsatsleder ved det skånske politi, vil motorvejen blive genåbnet onsdag morgen klokken seks. Der er stadig flere hundrede liter diesel og en masser materiel, der skal fjernes fra vejbanerne, lyder det.

- Det her er den mest omfattende ulykke, jeg har været med til, tilføjede han.

Alle parter udtrykte under pressemødet, at samarbejdet mellem de skånske myndigheder, politi, sundhedsvæsen og redningsarbejdere havde virket upåklageligt under nogle ellers meget vanskelige forhold.

Ulykken skete på Tranarpsbroen mellem Östra Ljungby og Åstorp i nærheden af Helsingborg i snetungt føre, men det er stadig usikkert, om det reelt var vejret, der forårsagede det enorme harmonikasammenstød.