Tre amerikanere blev skudt af en politibetjent på et internationalt hospital i Afghanistans hovedstad, Kabul.

AFGHANISTAN: En politibetjent skød og dræbte torsdag tre amerikanere på et internationalt hospital i Afghanistans hovedstad, Kabul, skriver NBC News.

Mindst en af de dræbte var læge på hospitalet, der specialiserer sig inden for behandling af børn og gravide og anses for at være et af de førende hospitaler i Afghanistan. I alt blev fem personer skudt, skriver NBC News.

Gerningsmanden er såret og pågrebet af politiet, oplyser den afghanske regering ifølge Reuters.

Angrebet er det seneste af en serie af angreb på udlændinge i Afghanistan.

I april blev en pressefotograf fra det amerikanske nyhedsbureau AP dræbt og en journalist fra samme medie såret på bagsædet af en bil i den østlige del af landet. Et par uger før blev en afghansk journalist for det franske nyhedsbureau AFP dræbt sammen med otte andre, da væbnede medlemmer af Taleban åbnede ild mod et luksushotel i Kabuls centrum. I marts blev en svensk journalist skudt ned foran en restaurant også i det centrale Kabul.

Otte afghanere og 13 udlændinge blev dræbt i januar, da en selvmordsbomber og væbnede mænd fra Taleban angreb en restaurant i Kabuls diplomatkvarter.