En tre-årig australsk dreng fik en voldsom allergisk reaktion, da hundredvis af flypassagerer åbnede en pose nødder under en flyvetur. Derfor vil forældrene nu havde alle flyselskaber til at holde op med at servere peanuts.

Det skriver det australske medie ABC News.

Den uheldige oplevelse fandt sted sidste onsdag, da forældrene Chris og Hond Daley fra Melbourne i Australien sammen med deres tre-årige søn Marcus var på vej hjem fra en ferie i Thailand.

Den lille dreng er voldsomt allergisk over for nødder, og forældrene havde hjemmefra bestilt et specielt måltid uden nødder til ham under flyveturen.

Forældrene havde ikke helt forudset, at andre passagerer ville få serveret nødder. Men det gjorde de i form af små poser med peanuts. Og da de alle mere eller mindre samtidigt åbnede de mange poser med peanuts fyldtes luften lynhurtigt med små partikler og lugt fra de små nødder.

Og det fik den lille drengs allergi til at bryde ud.

Drengens far fortæller til det australske medie, hvordan sønnen nåede at sige: »jeg har det ikke så godt«, før han blev alvorligt syg. Chris Daley, der er læge med speciale i netop luftvejssygdomme, kunne hurtigt se, at den var helt gal.

»Han begyndte at kaste op, hans øjne begyndte at hæve, og han kunne ikke snakke ordentligt«, fortæller faderen.

Familien havde heldigvis noget adrenalin og andet allergimedicin med, som hurtigt fik situationen under kontrol. Men havde de ikke haft det, kunne det være endt meget skidt.

Derfor mener forældrene, at luftfartsselskaberne bør stoppe med at servere peanuts under flyveturen.

»Hvis vi ikke gør noget ved det, vil der ikke gå længe, før der vil være et antal dødsfald på flyveture«, siger han.

Singapore Airlines har dog ikke taget imod opfordringen med åbne arme.

På Facebook svarer selskabet, at de ikke har nogen mulighed for at kontrollere, hvad folk indtager af egne snacks på flyet – selv hvis de undlader at servere peanuts.

Familien Daley, der i øvrigt fuldførte flyveturen, da allergimedicinen hurtigt virkede på den lille dreng, føler ikke, at flyselskabet har taget deres bekymring seriøst og har indgivet en formel klage.

»Selvfølgelig kan man ikke kropsvisitere alle for peanuts og forhindre dem i at bringe dem om bord på fly… Men hvis man serverer hundrede og hundreder af peanuts i et fly samtidig velvidende om, at der højst sandsynligt vil være en eller anden, der er allergisk, så er det både hensynsløst og uansvarligt og potentielt fatalt,« mener Chris Daley.

Singapore Airlines har dog efterfølgende undskyldt for den oplevelse, som Daley-familien fik under flyveturen, og selskabet vil nu undersøge hændelsen nærmere.

Problematikken med nødder om bord på fly har i øvrigt tidligere været fremme, og flere flyselskaber er for længst holdt op med at servere nødder om bord.

Blandt andet fortalte charterflyselskabet Thomas Cook til Berlingske tilbage i 2012, at selskabet ikke længere serverede nødder på de flyveture, hvor der er allergikere om bord.

Allergi for jordnødder (peanuts) er ifølge Astma og Allergi Danmark blevet mere og mere udbredt de seneste år – især hos børn. Det skyldes muligvis, at peanuts i dag findes i flere fødevarer end tidligere.

Allergien er en blivende allergi, der kan give voldsomme symptomer, som astmaanfald og allergisk chok. Derfor er det vigtigt at have akutmedicin på sig, hvis man er allergiker og risikerer at blive udsat for nødder.