Der er mindre end 100 timer til det amerikanske valg begynder, og den republikanske udfordrer Mitt Romney opfordrer på en hæsblæsende valgturné sine tilhængere til en sidste sejtrækker.

Mitt Romney havde i denne weekend sin travleste dag hidtil som præsidentkandidat, da han alene lørdag deltog i fire arrangementer i tre forskellige svingstater.

Få døgn før valgstederne i USA åbner, og de amerikanske vælgere skal beslutte sig for enten at give Barack Obama en ny præsidentperiode eller give Mitt Romney chancen, viser de fleste målinger en lille, men usikker føring til Obama, og det er den føring, som Romney intenst forsøger at indhente. Blandt andet ved at opildne sine støtter til at tage en sidste slutspurt.

- Jeg har i løbet af de seneste måneder set, hvordan vores kampagne er gået fra en begyndelse til en bevægelse. Det er ikke bare menneskemængdernes størrelser. Det er overbevisningen og medfølelsen i folks hjerter, sagde Mitt Romney ifølge New York Times ved et vælgermøde i New Hampshire lørdag.

RealClearPolitics’ vægtede gennemsnit af nationale meningsmålinger viser, at Obama er i front med spinkle 0,2 procentpoint på landsplan, mens han fører med 2,8 procentpoint i den måske afgørende svingstat Ohio. Der skal dog tages højde for den statistiske usikkerhed, og iagttagere mener, at det såkaldte »ground game« - kampagnernes arbejde med at stemme dørklokker og ringe til tvivlende vælgere - bliver afgørende.

Derfor er Mitt Romneys opfordring til sine tilhængere også helt klar:

- Brug noget tid i de kommende dage på at besøge jeres naboer og måske nogle af dem med et Obama-skilt i forhaven. Bare gå hen og sig: »Hør her, lad os lige tale det her lidt igennem«, sagde Mitt Romney.

- For ser I: Præsident Obama kom til magten med så mange løfter, og han har slet ikke slået til. Så bare mind dem om nogle af de ting, som de måske har glemt. Han sagde, at han ville være en post-partipolitisk præsident, men han har været den mest partipolitiske, splittende og dæmoniserende, sagde Romney, inden han skyndte sig videre til det næste vælgermøde i den næste svingstat.

Barack Obama har ligeledes været på farten i de amerikanske svingstater. Han fik i Virginia hjælp af tidligere præsident Bill Clinton, og de to optræder også sammen ved et vælgermøde i New Hampshire søndag.