En syvårig pige meldes dræbt i en dyrepark i den marokkanske hovedstad Rabat. Angiveligt fordi en elefant kastede med en sten.

Det skriver britiske Mirror.

Det var tirsdag eftermiddag ved 13-tiden lokal tid, at den tragiske begivenhed indtraf.

Den syvårige pige stod angiveligt sammen med sin familie, da en elefant pludselig løftede en stor sten med sin snabel og kastede den op i luften. På tragisk vis landede stenen på bagsiden af den syvårige piges hoved.

Den lille pige blev slået bevidstløs og døde senere på et nærliggende hospital af sine kvæstelser.

Det forlyder, at den lille pige sad på sin fars skuldre lige foran elefantens indhegning, da stenen ramte hende i hovedet. Angiveligt, fordi moderen var ved at tage billeder af dem foran elefanterne.

Optagelser taget af en anden gæst i dyreparken florerer nu på Youtube. Den viser elefanten i sekunderne efter, den gik amok med stenen, som også ses i videoen.

Talsmanden fra den marokkanske dyrepark beklager hændelsen og udviser stor sympati med den lille piges familie.

Han insisterer dog på, at der ikke har været nogen brud på sikkerheden, og at den lille pige ikke havde bevæget sig ind på elefantens indhegning.

»Ulykker af denne type er sjældne, uforudsigelige og usædvanlige,« siger han ifølge Mirror.

Ulykken er den første af sin art i den marokkanske dyrepark, der åbnede i 2012.