En 25-årig svensk kvinde er anklaget for at have forsøgt at slå sin søn ihjel. Sønnen er kun et år gammel.

Moderen er mistænkt for at være skyldig i mordforsøg i 15 tilfælde og alvorlig mishandling i 16 tilfælde. Det skriver Expressen. Alle episoderne har angiveligt fundet sted, mens moderen og drengen opholdt sig på Akademiska sygehus i Uppsala.

Moderen nægter sig skyldig.

Problemerne begyndte allerede i maj 2015. Dengang henvendte moderen sig på skadestuen ved Universitetshospitalet i Uppsala. Med sig havde hun sin knap etårige søn, som ifølge moderen havde kastet blod op. Drengen blev behandlet for mavekatar og blev udskrevet dagen efter.

Men problemerne fortsatte. Dagen efter ringede moderen til alarmcentralen. Hendes søn var stiv og havde trækninger. Alarmcentralen ville sende en ambulance af sted, men mente dog ikke, at sagen havde topprioritet, da kramperne var ovre. Kort efter ringede moderen igen. Kramperne var vendt tilbage, sagde hun.

Derefter blev sønnen indlagt på neurologisk afdeling. Gennem syv uger blev han undersøgt og testet af lægerne, som forsøgte at finde ud af, hvad den lille dreng fejlede. Men de fandt ingen svar. Anfaldene fortsatte – og de blev værre.

Den 29. juni gik det helt galt. Personalet på sygehuset fandt sønnen i sengen ved siden af moderen. Han var grålig, livløs og slap. Lægerne fik hjulpet den lille dreng, men i juli valgte de at kontakte de sociale myndigheder. De mente at have fundet årsagen til drengens tilstand; vold. Kort efter blev moderen anholdt.

»Det er bekymrende, at kun moderen har været til stede, da anfaldene startede,« skriver lægerne ifølge Expressen.

Moderen menes at lide af den psykiske sygdom Münchausen by proxy (MSBP), hvor en voksen selv opdigter symptomer eller påfører sit barn lidelser. I de fleste tilfælde er der tale om en mor, der mishandler sit barn.