____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Skæbnens ironi kan være hård. For 131 dage siden byttede Sanjid Singhs kone sin vagt som stewardesse om bord på fly MH370 fra Malaysia Airlines med en vagt på et andet fly. Kort tid efter forsvandt flyet fra radaren på vej til Beijing og er endnu ikke blevet fundet. 

For få dage siden ringede Sanjid Singh hjem til sine forældre i Kuala Lumpur og fortalte dem, at han havde byttet en vagt som steward med en kollega, så han kunne komme hjem med flyet MH17. Torsdag aften styrtede flyet ned over Ukraine tæt på grænsen til Rusland med 289 passagerer om bord. 

Det skriver Malaysian Insider.

UKRAINE-CRISIS/AIRPLANE-WITNESS


- Han var sidst hjemme for omkring en måned siden. Han fortalte os for nyligt, at han havde byttet med en kollega, så han kunne komme hjem med flyet fra Amsterdam til Kuala Lumpur. Han ringede altid til os, før han tog af sted på sine rejser, fortæller 41-årige Sanjid Singhs far, Jijar Singh, til det malaysiske medie og fortsætter:

- Sanjids kone skulle have været om bord på MH370, men hun byttede med en anden kollega i sidste øjeblik.

Jijar Singh og hans kone havde glædet sig til at se deres søn igen, og de havde forberedt hans yndlingsretter til ham. Men han kom aldrig hjem igen.

Sanjib var en af de 15 fra flypersonalet, der mistede livet, da flyet styrede ned nær byen Grabovo i det østlige Ukraine. Udover flypersonalet døde 283 passagerer. Af dem var tre spædbørn. 

Det var Jigars datter, der bor i Italien, der ringede til sine forældre for at fortælle dem om den forfærdelige nyhed. Egentlig havde hun kendt til det i fire timer, men hun turde ikke fortælle dem om det midt om natten.

- Jeg har været igennem to bypass-operationer. Så hun turde ikke fortælle det til os før, siger Jigar Singh og fortsætter:

- Hele min krop ryster. Vi er knuste for han var vores eneste søn. Men hvad kan vi gøre? Det, der er sket, er sket.


Sanjids kone er nu på vej til Ukraine for at se, om hun kan identificere sin mand. Sanjid Singh efterlader sig udover sin kone en syv-årig søn. 

Det nedstyrtede fly var af typen Boeing 777 og var på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur. Der spekuleres kraftigt i, at flyet er blevet skudt ned, men det er fredag morgen fortsat ikke bekræftet fra officiel hold.

Flyulykken skete i et område, hvor den ukrainske hær kæmper mod prorussiske separatister, og en rådgiver for Ukraines indenrigsminister forklarede ifølge nyhedsbureauet Reuters, at flyet blev skudt ned med et jord-til-luft-missil af prorusseriske separatister. Ukraines præsident, Petro Porosjenko, kaldte ligeledes flystyrtet for en terrorhandling begået af separatisterne.

FAKTA: Det ved vi om det nedskudte fly i det østlige Ukraine

Flyet

Flyet er fra selskabet Malaysia Airlines. Der er tale om en Boeing 777-200ER, og ifølge flyselskabet var der 298 personer, herunder 15 besætningsmedlemmer, om bord.

Flyet lettede torsdag fra Amsterdam i Holland klokken 12.15 lokal tid med retning mod Kuala Lumpur i Malaysia, hvor det skulle lande klokken 06.10 lokal tid fredag.

Ofrene

Hovedparten af de 298 personer om bord på flyet fra var hollændere. 154 hollændere meldes således omkommet, mens i alt 41 personer tidligt fredag morgen endnu ikke er identificeret.

Blandt de omkomne er desuden 43 malaysiere, herunder 15 besætningsmedlemmer, 27 australiere, 12 indonesere, ni briter, fire tyskere, fire belgiere, tre filippinere og en canadier.

Ruten

Selv om flyet fløj over det uroplagede østlige Ukraine, der i månedsvis har været scene for den væbnede konflikt mellem pro-russiske oprørere og ukrainske tropper, oplyser både flyselskabet og den internationale luftfartsorganisation IATA, at der ikke var flyrestriktioner på ruten.

Ifølge Eurocontrol, en europæisk organisation for luftfartssikkerhed, fløj flyet angiveligt i omkring 10.000 meters højde. Ukrainske myndigheder har lukket luftrummet i lavere højder.

Årsagen

Amerikanske myndigheder bekræfter, at flyet fra Malaysian Airlines blev ramt af et missil affyret fra landjorden.

Endnu er der ikke klarhed over, hvem der står bag nedskydningen, men de ukrainske myndigheder sagde torsdag aften, at prorussiske oprørere står bag. Kilder i det ukrainske indenrigsministerium siger således, at flyet blev flyet ramt af et avanceret jord-til-luft-missil fra et russiskbygget BUK-raketsystem.

Både de statslige russiske TV-kanaler og de pro-russiske oprørere benægtede torsdag den version af begivenhederne. De pegede i stedet på de ukrainske tropper i området.

Reaktioner

Nedskydningen har fået FN til at indkalde sit Sikkerhedsråd til en drøftelse af situationen, og NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, kræver, at der bliver iværksat en international undersøgelse af omstændighederne bag.

Den hollandske premierminister, Mark Rutte, sagde torsdag, at flystyrtet »muligvis er den værste flyulykke i landets historie.«