USA: Over fem timer tog det før amerikansk politi at få pågrebet gerningsmanden bag et skuddrama i Colorado Springs, USA.

Inden da var tolv mennesker ramt af skud fra den riffel, som manden bar.

Tre af dem er nu meddelt dræbt - en politibetjent og to civile, oplyser byens borgmester, John Suthers, natten til lørdag på et pressemøde ifølge CNN.

»Jeg vil gerne udtrykke min medfølelse til ofrene. Det er en forfærdelig tragedie, der er sket her i Colorado Springs i dag,« siger han.

Gerningsmandens identitet er endnu ukendt, men han er i live og i politiets varetægt.

Manden stormede en abortklinik kaldet Planned Parenthood, som han belejrede i løbet af de fem timer.

Her fra skød han på politiet og ramte også civile.

Klinikken hvor skyderiet finder sted tilbyder blandt andet aborter, undersøgelser for kønssygdomme og graviditetstest.

Det er endnu ikke klart, om klinikken var åben for kunder, da skyderiet begyndte.

BNB