En tur i zoologisk have i Pittsburg i USA udviklede sig til en tragedie for en mor og hendes tre-årige søn. Den lille dreng blev dræbt af en gruppe afrikanske vildhunde. 

Tragedien opstod søndag formiddag lokal tid, da moderen sammen med sønnen var i nærheden af indhegningen med afrikanske vildhunde, som er kendt for at være farlige rovdyr. Af uvisse årsager kom drengen op over hegnet og faldt ned i graven, hvor hundene går. Gruppen af vildhunde kastede sig straks over den hjælpeløse dreng.

- Skrigene blev bare ved med at komme. Hjælp. Nogen må gøre noget, fortæller Angela Cinti til avisen Pittsburg Post-Gazette.

Politi og dyrepassere prøvede straks at få de 11 hunde til at stoppe angrebet på den lille dreng, men de bidske dyr var så vilde, at de ikke var til stoppe. Der blev sågar både skudt med pile og en enkelt blev dræbt af en betjents pistolskud, men alligevel lukkedes det ikke at få dem til at slippe offeret i tide, så man kunne redde den lille drengs liv.

Angela Cinti fortæller til avisen, at situationen var helt ubærlig. Hun så den lille dreng ligge livløs i indhegningen:

- Der var tre hunde: Én ved hans hoved, en på venstre side af hans hals samt en ved hans ben. En dyrepasser løb hen mod indhegningen og slog med et bræt for at distrahere hundene, men de ville ikke slippe taget, fortæller hun.

Den zoologiske have har i en pressemeddelelse efterfølgende oplyst, at det var umuligt for dyrepassere at komme ind til de vilde dyr og redde barnet.

Pittsburg Zoo blev efterfølgende lukket resten af søndagen, og politiet vil nu undersøge sagen nærmere.