Mindst 12 personer har mistet livet og 35 er såret, efter at taget på et supermarked pludseligt kollapsede i Letlands hovedstad Riga.

»Frem til klokken 6 fredag morgen er 12 personer blevet fundet døde, tre af dem var statsansatte brandmænd og redningsarbejdere. I alt er otte brandmænd sårede« siger Viktorija Sembele, der er talskvinde for de lettiske redningsmyndigheder til Reuters.

LATVIA-ACCIDENT11111111111

Det er endnu uklart, hvad der fik taget til at styrte sammen, men ifølge BBC var ejerne af bygningen i gang med at anlægge en have ovenpå det flade tag. Om det har spillet ind på den tragiske ulykke, er der dog ikke nogen officielle forlydender om, men BBC-journalisten Damien McGuinness siger, at vægten af mange tons jord kan have spillet en rolle.

Den 500 kvadratmeter store butik, der er en del af Maxima-kæden, åbnede i 2011, og da kollapset skete torsdag omkring klokken 18, var butikken fyldt med mennesker, som købte ind på vej hjem fra arbejde.

Øjenvidner fortæller til BBC, at supermarkedets høje mure og vinduer faldt sammen som i en bølgeeffekt, og at det flyder med knust glas og småsten på gaderne uden for. Kunderne søgte mod udgangene, da det gik op for dem, at der var noget galt, men de elektriske døre kunne ikke gå op, og de blev derfor fanget indenfor.

LATVIA-ACCIDENT11111111111

20 minutter efter det første kollaps gav en anden del af taget efter, og dermed blev adskillige redningsarbejdere, som arbejdede på at hjælpe de første ofre, fanget.

»Det styrtede sammen, de fleste mennesker begyndte at græde og skrige, jeg var sikker på, at dem, der blev fanget indenfor efter de første kollaps ikke ville være i live efter nummer to,« siger øjenvidnet Anita Daukste.

Op mod 50 personer frygtes at være fanget i den kollapsede bygning, og TV-billeder viser redningsarbejdere, som forsøger at grave dem fri med deres bare næver og koben. Samtidig anvender de sporhunde til at finde overlevende.

Ifølge lettiske medier er tre kraner blevet kørt til stedet, for at fjerne cement, og redningsarbejderne har arbejdet hele natten.

Letlands premierminister Valdis Dombrovskis oplyser, at politiet har indledt en efterforskning af sagen for at finde forklaringen på, hvorfor taget styrtede sammen. Han siger samtidig, at redningsarbejdet forventes at tage mange timer.

Samtidig har Rigas borgmester Nils Usakovs sagt, at han vil til bunds i sagen.

»Så snart redningsarbejdet er afsluttet, vil byggeeksperter undersøge årsagen til sammenstyrtningen,« udtaler han i en pressemeddelelse.

LATVIA-ACCIDENT11111111111