Mindst 42 mennesker mistede søndag livet, da en bus stødte sammen med et andet køretøj i det sydlige Pakistan. Seks af de dræbte kommer fra samme familie.

PAKISTAN: Mindst 42 mennesker mistede søndag livet i n ulykke, hvor en bus og et andet køretøj kolliderede i den sydpakistanske by Sukkur. Det skriver nyhedsbureauet AFP ifølge TV-stationen Al Jazeera.

Seks af de døde kommer fra én og samme familie.

»Vi var ti medlemmer af én familie. Nu er de seks døde, og to andre er såret,« siger 18-årige Maryam Bibi, der sammen med sin seksårige bror slap uskadt fra ulykken.

Bussens chauffør blev dræbt på stedet, fortæller Fida Hussain Shah, en lokal politibetjent.

17 personer blev såret i ulykken, som man på nuværende tidspunkt ikke kender årsagen til.

Ulykker på de pakistanske veje forekommer ofte. Faktisk har Pakistan en kedelig rekord i antallet af fatale trafikulykker, hvilket ifølge AFP skyldes dårlige veje, dårligt vedligeholdte køretøjer og hensynsløs kørsel.

For mindre end en måned siden kostede et sammenstød mellem to passagerbusser og en tankvogn 35 personer livet i det sydvestlige Pakistan.