Omkommet chaufførs familie beskyldt for at skjule luksusbiler for millioner

Historierne om den afdøde skuespiller Paul Walker, kendt fra ‘Fast and the furious’-filmene, fortsætter.

Den populære skuespiller omkom i en trafikulykke i november 2013. Det skete, da han i selskab med sin kompagnon Roger Rodas kørte galt i en Porsche i Californien, USA.

Rodas sad bag rattet og undersøgelser viste senere, at ulykken skete på grund af for høj fart på dæk, der var gamle og sjældent brugt. Begge mænd omkom i ulykken.

Nu har Paul Walkers far sagsøgt de efterladte til Roger Rodas. Anklagen lyder på, at familien tilbageholder hans afdøde søns samling af eksotiske luksusbiler. En samling, der ifølge Hollywood-sitet TMZ.com er mere end 1,8 mio. dollar værd (cirka 11 mio. kr., red.).

Ifølge TMZ.com forlanger faderen, Paul Walker III, bilerne udleveret straks.

I retsdokumenterne påstår han, at bilerne alle helt eller delvist var ejet af sønnen, Paul Walker. Sagen kompliceres yderligere af, at de to afdøde mænd i fællesskab ejede et firma ved navn ‘Always Evolving’, der blandt andet beskæftigede sig med racerbiler.

Rodas’ efterladte har afvist kravet.