Den svenske politibetjent Per Glittmark var tilsyneladende træt efter en lang nat på arbejde mandag morgen. Han og kollegaerne havde holdt razzia i timevis, og det kan sætte sine spor.

Klokken 5.30 mandag morgen standsede Per Glittmark fra politiet i Sjuhärard vest for Gøteborg i Sverige en billist, som han ville tjekke for spritkørsel.

'Føreren' af bilen undrede sig dog en smule over Per Glittmarks ordre om blæse i alkometeret. Hvorfor fortæller betjenten selv på politiets Facebook-side:

»Jeg fortalte venligt, at hvis de ville fortsætte rejsen, var han altså tvunget til at blæse. Manden så oprigtig overrasket ud, men smilede og skulle til at blæse, da vennen ved siden af sagde, at han kunne blæse i stedet,« fortæller Per Glittmark.

Læs også:

Der skulle vise sig at være en god grund til vennens forslag. Bilen var nemlig højrestyret.

»Jeg gned mine øjne og konstaterede, at rattet sad på den 'forkerte' side i bilen. Latteren fra mig og passagererne i bilen kunne høres langt ude i Sjuhärard-skovene,« skriver Per Glittmark.

Den lille misforståelse har fået mere end 35.000 svenskere til at kommentere politiets opslag på Facebook.

»Hovedparten af alle, der har kommenteret, har været positive. De få negative kommentarer har handlet om det der med trætheden. Men jeg afslutter indlægget med, 'at det kæmper alle, der arbejder i skiftehold med',« siger Per Glittmark til den svenske avis Aftonbladet.

Læs også:

Per Glittmark tilføjer, at belastningen ved at arbejde som betjent er hård, og at de altid er nødt til at være 100 procent på. Betjente er dog heller ikke altid fejlfrie.

»Vi er jo ikke mere end mennesker,« fortæller Glittmark til det svenske medie.

Betjenten fortæller dog også, at indlægget har en seriøs bagtanke. Nemlig at gøre opmærksom på, hvor hårdt det kan være at arbejde i skiftehold for betjente og folk i sundhedssektoren.

Resten af razziaen fortsatte i øvrigt i en fantastisk god stemning, fortæller Per Glittmark, der »ler når han tænker på det.«