Toprepublikaner tror på aftale for amerikansk økonomi

USA: Inden for de næste to døgn vil den amerikanske kongres indgå en aftale for at undgå den frygtede finanspolitiske afgrund, »the fiscal cliff«.

En ledende republikansk senator, Lindsey Graham fra South Carolina, siger ifølge Reuters til Fox News, at chancerne for en aftale er »overordentlig gode«.

- Jeg tror ikke, at folk ønsker, at vi ryger ud over afgrunden, hvis vi kan undgå det, siger han til programmet Fox News Sunday.

Ifølge Lindsey Graham er der tale om en betydelig sejr for præsident Barack Obama.

- Aftalen vil ikke få betydning for gælden. Det er en politisk sejr for præsidenten, og jeg håber, at vi vil holde fast ved vores overbevisninger som Republikanere, når det er tid til at hæve gældsloftet. Men jeg tager hatten af for præsidenten. Han har vundet, siger den republikanske senator.

Både Senatet og Repræsentanternes Hus forhandler i disse timer om en aftale, der skal forhindre, at en række skattestigninger træder i kraft og dermed trækker milliarder ud af den pressede amerikanske økonomi.

Reuters/BNB