JAPAN: Japans hovedstad, Tokyo, er mandag morgen blevet ramt af et jordskælv, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Jordskælvet målte 5,6 på Richterskalaen og ramte både Tokyo og flere omkringliggende områder.

Ifølge Reuters oplyser Japans Meteorologiske Institut, at der ikke er blevet udsendt et tsunamivarsel efter skælvet.

Der er foreløbig heller ingen meldinger om dræbte eller tilskadekomne.

Jordskælvet fik adskillige bygninger i den japanske hovedstad til at ryste, og flere tog- og metrolinjer stod kortvarigt stille.

Den ene af de to lufthavne i Tokyo-området, Narita International Airport, lukkede kort efter jordskælvet for begge landingsbaner for at tjekke, om der var kommet skader.

Til gengæld var Tokyo International Airport, der er Japans travleste lufthavn, ikke påvirket af skælvet.

I marts 2011 blev Japan ramt af et voldsomt jordskælv, der førte en tsunami med sig, og som kostede mindst 20.000 personer livet.

BNB