Diana Morgan-Hills forsøg på at nå et tog, blev hendes sidste løbetur. Den britiske kvinde forsøgte at åbne en dør ind til toget, men Diana Morgan-Hills ben kom i klemme mellem toget og perronen.
Da Diana Morgan-Hill den sommeraften i 1990 blev fanget mellem toget og perronen i en London-forstad råbte og skreg hun, men lige lidt hjalp det. Ingen hørte hende. Morgan-Hill, der var forretningskvinde med eget PR-firma, overlevede den ekstreme ulykke, men hun var mærket for livet.
Den dengang 29-årige kvinde mistede begge sine ben. Da hun lå på skinnerne hang det ene ben i en tynd tråd. Det andet ben var skåret helt af lige under knæet, fortæller Daily Mail. Den frygtelige ulykke blev dog kun begyndelsen på mareridtet, fortæller hun i en ny bog, 'Love and Justice.
Blev sagsøgt en uge efter
Diana Morgan-Hill havde altid været en atletisk ung kvinde, der elskede at danse, gå ture og at ride, men med ét var alt det pludselig væk. Dybt traumatiseret gik det op for hende, at hun aldrig kunne gøre disse ting på samme måde igen.
Men netop som tilværelsen virkede mørkest, blev det endnu værre for Diana Morgan-Hill. Jernbaneselskabet offentliggjorde nemlig, at de ville gøre brug af en 100 år gammel lov og dermed sagsøge hende for at overtræde den streg, man skal holde sig når man venter på perronen.
Læs også:
Jernbaneselskabets udmelding skabte stor forargelse. Selskabet påstod, at Diana havde forsøgt at gå ombord på toget efter, at det var begyndt at bevæge sig. I så fald ville den unge kvinde selv bære en stor del af skylden, og jernbaneselskabet ville på den måde slange sig uden om et erstatningskrav fra den benamputerede kvinde, lød kritikken. Selv var Diana Morgan-Hill sikker på, at toget havde holdt stille, da hun gik ombord.
»Min kamp med det, der dengang hed British Rail var endnu værre end at miste mine ben,« fortæller hun. »Jeg var lige kommet ud af intensiv behandling. Jeg havde mistet min mobilitet - jeg havde nær mistet mit liv, og så sendte British Rail en pressemeddelelse ud om, at de ville sagsøge mig. Ondskaben var forbløffende.«
Fik erstatning
Togselskabet gjorde dog aldrig alvor af dets trussel, men efterfølgende kæmpede Diana Morgan-Hill en lang kamp for at få erstatning.
Diana Morgan-Hill, der nu 25 år senere er 54 år gammel, endte i 1995 med at blive tildelt en erstatning på 634.000 pund, da dommeren mente, at British Rail var 70 procent skyld i ulykken.
Nu har hun skrevet en bog om sin kamp. Om kampen mod uretfærdighed og kampen for at leve som amputeret.
»Jeg gennemgik 3,5 års helvede,« fortæller hun. »Jeg var stolt over, at jeg havde levet, elsket og fået en smuk datter. Men stadigvæk prøvede British Rail at få mig til at give op. Ærlig talt, så ville de ønske mig død,« forklarer den kønne kvinde om jernbaneselskabets behandling af hende.
Som følge af stress fra kampen mellem hende og selskabet, endte hun i 2000 med at blive skilt fra sin daværende mand, David, fortæller hun. Siden da har hun deltaget i Vild med Dans, men for handicappede, samt danset til den paralympiske ceremoni i London i 2012. Nu er hun direktør for Limbless Association, der hjælper børneofre for Irak-krigen.
Stod op efter en måned
Diana Morgan-Hill fik et sæt proteser og kæmpede så beslutsomt, at hun allerede efter en måned kunne stå på sine benproteser.
Disse store fremskridt gjorde hun på Queen Mary's Hospital, der skulle blive hendes hjem i over et halvt år. Her kæmpede hun hver dag en brav kamp, for at genvinde sin mobilitet og sit liv.
»Hvert et skridt, jeg tog, var smertefuldt,« siger hun. »Selv i dag kan det at gå et par meter føles som at bestige et bjerg«.
Hendes hårde slid betalte sig. Allerede efter et år var hun i stand til at bo i sin egen lejlighed og til at køre en special-indrettet bil.
Og nu - 25 år senere - er hun altså aktuel med bogen »Love & Justice«.
»Hver dag er jeg taknemmelig for livet, men der er stadig øjeblikke, hvor jeg føler et sug af tab,« siger hun. »Når det er en smuk dag og alle løber ud i havet, vil jeg gerne løbe med dem. Og så plager det mig stadig,« fortsætter hun, »hvis jeg bare ikke var stået på det tog. Hvor ville jeg så være nu? Hvad ville jeg lave? Men så tænker jeg: Jeg har altid gerne ville bo ved havet og være forfatter. Og det er lige præcis det, jeg gør.«
