Der er ingen tvivl om, at den overvejende hvide politistyrke i USA ofte forskelshandler sorte borgere. Men det forhindrer ikke store dele af urolighederne i Ferguson, Missouri i at være baseret på rygter og lodrette løgne.

Lige siden den hvide betjent Darren Wilson 9. august skød og dræbte den sorte teenager Michael Brown, har den primært sorte forstad til St. Louis stået på den anden ende. Og i mandags eksploderede vreden med vold, brand og masseanholdelser, da en jury besluttede, at der ikke ville blive rejst tiltale imod Darren Wilson.

Og man kan bestemt ikke fortænke de vrede borgere i Ferguson.

18-årige Michael Brown var nemlig ubevæbnet. Og på knæ og med begge hænder i vejret tiggede den unge mand for sit liv, da Darren Wilson iskoldt skød ham i ryggen.

Eller sådan lød historien i hvert fald til at begynde med.

To fjer bliver til tre høns

Efter mere end 70 interview og godt tre måneders intenst arbejde tegner der sig nemlig et helt anderledes billede af den skæbnesvangre sommeraften i august. Og i de godt 1.000 siders bevismateriale, som Fergusons jurister i mandags offentliggjorde efter juryafgørelsen, kan man læse følgende:

For det første havde Michael Brown og én af hans kammerater lige stjålet varer fra en lokal butik, hvor den to meter høje Michael Brown også havde truet og skubbet en kvindelig ansat.

Da Darren Wilson få minutter senere bad de to unge om at gå på fortorvet i stedet for gaden, svarede Michael Brown, at han var ’skide ligeglad’ med Wilsons mening.

Læs også:

Da Wilson kort efter genkender Brown fra politiradioens beskrivelse af de to mistænkte i butikstyveriet, opstod der knytnæveslagsmål imellem Michel Brown og politimanden, som sad i sin bil. Og ifølge Wilson forsøgte Brown at få fat i hans tjenesterevolver.

Gjorde alvor af sine trusler

Efter et skud, der passerede igennem Michael Browns højre hånd, løb teenagere væk fra politibilen. Men efter godt 20 meter vendte han pludselig om og løb igen hen imod Darren Wilson.

Politibetjenten advarede gentagne gange: ’Læg dig ned eller jeg skyder’.

Dét gjorde Michael Brown ikke. Darren Wilson gjorde alvor af sine trusler. Og kort tid efter lå den sorte teenager død på gaden i Ferguson.

Nu kunne denne version af begivenhederne selvfølgelig blot være skabt af den hvide ordensmagt - for at rense politimanden.

Men ikke alene er samtlige citerede øjenvidner sorte borgere, der 9. august så alt fra deres altaner eller fra fortorvet. De bekræfter énslydende både knytnævekamp igennem politibilens åbne vindue, Michael Browns flugt og siden løb tilbage imod Darren Wilson og endelig politimandens højlydte advarsler, før skuddene faldt.

I de officielle papirer kan man også læse, at flere af de yngre (både sorte og hvide) vidner, der først påstod, at Michael Brown lå på knæ og blev skudt i ryggen, siden indrømmede, at de løj eller blot viderebragte rygter, de havde hørt fra andre.

Sandheden ifølge sorte vidner

Men sandheden lod ikke til at afskrække voldelige demonstranter i hverken Ferguson og siden i storbyer som Chicago, New York og Los Angeles.

Her bærer man stadig T-shirts med motivet af Michael Brown på knæ og med hænderne i vejret. Og under uroligheder i St. Louis i fredags lød kampråbet stadig ’hands up, don’t shoot’.

Alle ved på nuværende tidspunkt, at begge dele er løgn. Men det betyder åbenbart mindre - når demonstrationen nu går så godt.

’Hands up, don’t shoot’ er for længst blevet det faste kampråb under demonstrationer imod Michael Browns død. Alle ved godt, at Brown hverken lå på knæ, havde hænderne i vejret eller råbte ’don’t shoot’, men dét betyder mindre.
Foto: Getty Images og AFP
’Hands up, don’t shoot’ er for længst blevet det faste kampråb under demonstrationer imod Michael Browns død. Alle ved godt, at Brown hverken lå på knæ, havde hænderne i vejret eller råbte ’don’t shoot’, men dét betyder mindre. Foto: Getty Images og AFP Foto: CHIP SOMODEVILLA
Vis mere