To unge mænd blev i nat skudt i det centrale Malmø. Begge er uden for livsfare. Den ene er dog indlagt på sygehuset efter at være blevet ramt i benet.

To mænd på henholdsvis 22 år og 19 år blev kl. 03:29 natten til lørdag ramt af skud på en gade i Malmø. Begge er uden for livsfare, skriver flere svenske medier.

Den 19 årige blev ramt i foden og kunne forlade sygehuset kort efter ankomsten, mens den 22-årige skal opereres i benet.

- Ingen af de to har fået livstruende skader, siger politiets talsmand Cindy Schönström-Larsson til avisen Sydsvenskan.

Politiet har anholdt en formodet gerningsmand på 22 år. Det skete dog ikke uden dramatik.

- En personbil blev set forlade området, hvor episoden fandt sted, så politiet satte efter bilen. På et tidspunkt stoppede bilen og en mand sprang ud. Betjente satte i løb efter den mistænkte og anholdt ham, siger Cindy Schönström-Larsson.

Politiet betragter episoden som et mordforsøg. I bilen befandt sig også to kvinder, der blev bragt til politistationen til forhør.

Malmö har i den senere tid været skueplads for adskillige skudepisoder, hvor de fleste har været relateret til det kriminelle miljø. Men den vagthavende ved Skåne Politi mener ikke, at nattens hændelse har nogen sammenhæng med tidligere episoder.

- Det er alt for tidligt at sige noget om det, siger Cindy Schönström-Larsson til Sydsvenskan.

Ifølge det svenske nyhedsbureau TT var der i forvejen meget politiet i området, hvor de to mænd blev skudt, på grund af en større fest på natklubben ”Slagthuset”. Indtil videre vil politiet ikke sige noget om, hvorvidt man har fundet våben. Politiets teknikere af finkæmmet området, hvor de to mænd blev skudt, og den formodede gerningsmands flugtrute.

Lørdag formiddag vil politiet foretage yderligere afhøringer af manden og vidner.

BNB