NORGE: De norske myndigheder har sigtet to nordmænd for terror. Ifølge det norske politis sikkerhedstjeneste, PST, har de to nordmænd sluttet sig til Islamisk Stat (IS) i Syrien. Det skriver NRK.

Der er tale om to unge nordmænd på 23 år, som angiveligt har været i Syrien i omkring et år. De har begge på sociale medier åbent skrevet om, at de har sluttet sig til den berygtede terrorgruppe, der kæmper for oprettelsen af en islamisk stat i Syrien og Irak.

Hvis de vender hjem til Norge, kan de se frem til at blive mødt med krav om 12 til 30 års fængsel for at have begået, forsøgt eller medvirket til terrorhandlinger.

En tredje nordmand er tidligere blevet sigtet for samme terrorparagraf efter også at have taget turen til Syrien.

BNB