Syriske oprørere lader to libanesiske fanger gå.

Ifølge Reuters er det den islamiske præst Sheikh Ibrahim al-Zoaby, der er leder af gruppen »Free People of Syria«, som har forhandlet med kidnapperne. Fredag frigives de to af i alt 13 libanesere, der blev kidnappet i det nordlige Syrien, da de var på vej hjem fra en pilgrimsrejse i Iran.

I en udtalelse siger al-Zoaby, at han ikke er den eneste, som forsøger at få de bortførte fri. Angiveligt gør både Libanon, Europa og nogle arabiske lande en indsats for at sikre, at de resterende 11 også kommer sikkert ud af fangenskabet.

- Efter en stor indsats og kontakt skabt af sheiken er to af libaneserne blev frigivet i dag. Regimet er ansvarligt for deres sikkerhed, lyder det i udtalelsen.

De 13 shiitiske mænd blev kidnappet i tirsdags i den nordsyriske by Aleppo af væbnede syriske oprørere, som stoppede bussen, der var på vej mod Libanon fra Iran, hvor turen gik over Tyrkiet og Syrien. Pårørende til de kidnappede mænd sagde efterfølgende, at det var den Frie Syriske Hær, der stod bag.

- De lod kvinderne slippe og tog mændene. De fortalte, at de vil beholde dem, indtil det syriske styre vil frigive fanger fra den Frie Syriske Hær, sagde et familiemedlem ifølge Reuters.

Bortførelsen i det uroplagede land fandt sted kun to dage efter kampe i Libanons hovedstad mellem støtter af det 14 måneder lange oprør i Syrien og personer loyale over for præsident Bashar al-Assad. Kampene har skabet frygt for, at volden og uroen i Syrien skal brede sig endnu mere til Libanon.