EGYPTEN: Abdel Fattah al-Sisi og Hamdeen Sabahi.

Det er de to kandidater, egypterne kan vælge mellem, når de i slutningen af maj vælger ny præsident.

Søndag udløb fristen for at stille op, og organisationskomiteen, som afvikler valget, oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at kun to har meldt sig. Det drejer sig om tidligere hærchef Abdel Fattah al-Sisi, som sidste sommer afsatte Mohammed Morsi som Egyptens præsident.

Den anden kandidat er Hamdeen Sabahi, som ifølge Reuters betegnes som venstreorienteret. Han har også tidligere været præsidentkandidat.

For at kunne stille op til præsidentvalget kræves 25.000 underskrifter. Abdel Fattah al-Sisi har afleveret 188.930 underskrifter, mens Hamdeen Sabahi har skaffet 31.555.

BNB/Reuters