Et skyderi på Marysville-Pilchuck High School i staten Washington har kostet to studerende livet. Den ene af de to var gerningsmanden. Fire andre er blevet såret, skriver den amerikanske avis The Seattle Times.

Skytten åbnede ild på skolens område fredag morgen klokken 10:45 amerikansk tid. Austin Joyner, der er elev på skolen, skriver på Twitter, at han så den bevæbnede skytte komme ind i skolens cafeteria, gå over til et bord, trække et våben frem og skyde mod de 4-6 personer, som sad ved bordet.

Politiet oplyser, at gerningsmanden er død af skudsår, som han selv har påført sig - med andre ord har han begået selvmord.

På en pressekonferenve klokken 22 fredag aften, dansk tid, bekræftede politiet, at to personer er blevet dræbt. Gerningsmanden og en anden person - der hersker endnu usikkerhed om, hvorvidt det er en elev eller en ansat på skolen.

Fire personer er blevet såret. Tre af dem i kritisk tilstand, den ene angiveligt ramt af skud i hovedet, og de er fredag aften på operationsbordet på Providence Everett Medical Center, fortæller politiets talskvinde Heidi Amrine til nyhedsbyreauet AP.

Kort efter skyderiet startede blve nogle af skolens 1200 elever evakueret og vandrede over nærliggende marker med hænderne i vejret. Andre fik besked på at blive i deres klasseværelser, skriver The Seattle Times. Skolen blev erklæret i såkaldt 'lockdown', hvor alle døre bliver låst.

Skolen ligger i byen Marysville, 35 miles nord for Seattle i staten Washington.