MAROKKO: Tre beboelsesejendomme i den centrale del af Marokkos største by, Casablanca, er fredag styrtet sammen.

Ifølge Reuters er to personer dræbt, mens 53 blev kvæstet. Der er tale om bygninger på fire og fem etager, der var opført tæt ved hinanden og derfor kollapsede samtidig. Redningsarbejdere bruger hunde i eftersøgningen efter overlevende i ruinerne.

Casablanca er en af de tættest befolkede byer i Nordafrika, og det er ikke ualmindeligt, at bygninger styrter sammen. Ifølge det statslige nyhedsbureau MAP, er der endnu ingen forklaring på sammenstyrtningen.

BNB