To dræbt efter selvmordsbombe ved amerikansk ambassade

Det var efter alt at dømme en selvmordsbomber, der stod bag den eksplosion, som fredag ramte den amerikanske ambassade i Tyrkiets hovedstad, Ankara. Det siger den lokale guvernør, Alaaddin Yuksel, ifølge Reuters.

To mennesker skal være blevet dræbt i eksplosionen, der har ødelagt en sideindgang til ambassaden. De dræbte er en tyrkisk ambassadeansat og bombemanden selv. Der er endnu ingen meldinger om antallet af sårede, men ifølge vidner er flere blevet transporteret væk i ambulancer.

Ud over sideindgangen er der ikke meldinger om større ødelæggelser på ambassaden, men eksplosionen har blæst ruder ud i omkringliggende bygninger, og de ambassadeansatte blev beordret i sikkerhedsrum i bygningen.

- Det var en kæmpe eksplosion. Jeg sad i min butik, da det skete. Jeg så, hvad der lignede en kropsdel på jorden, siger Kamiyar Barnos, der ejer et rejsebureau omkring 100 meter fra ulykkesstedet.

Endnu har ingen taget ansvar for angrebet, men flere militante grupper har i de senere år udført angreb i Tyrkiet. Det seneste store angreb i Ankara var ifølge BBC i 2007, da en selvmordsbomber, der ifølge politiet var venstreradikal og arbejdede alene, dræbte ni og sårede 120.

Den amerikanske ambassade ligger i et område af Ankara, hvor der også er andre diplomatkontorer. De franske og tyske ambassader ligger således lige i nærheden.