I alt ni personer er anholdt efter onsdagens angreb, hvor fem mennesker blev dræbt - deriblandt angrebsmanden.

Britisk politi har anholdt yderligere to i forbindelse med efterforskningen af onsdagens angreb i London, oplyser myndighederne i London, der kalder det 'betydelige anholdelser'.

Myndighederne har nu også offentliggjort navnet på angrebsmanden: Adrian Russell Ajao.

Gerningsmanden var også kendt som Khalid Masood, en 52-årig britiskfødt muslimsk konvertit, som havde flere domme bag sig.

Premierminister Theresa May sagde torsdag, at angrebsmanden "for nogle år siden blev efterforsket af MI5". Han var mistænkt for at have forbindelse til voldelig ekstremisme.

En ledende politimand, Mark Rowley, som er en af de mest erfarne briter i terrorbekæmpelse, oplyser, at politiet har varetægtsfængslet i alt ni personer efter onsdagens angreb.

En kvinde er løsladt mod kaution.

Fem mennesker blev dræbt under angrebet - deriblandt angrebsmanden.

»Vores efterforskning har fokus på gerningsmandens motiv, hans operation og hans medsammensvorne,« siger Rowley.

Han tilføjer, at der ikke er umiddelbare tegn på trusler om nye angreb.

Ifølge Rowley sårede gerningsmanden mindst 50 mennesker. To er stadig i kritisk tilstand, og en personer fik livstruende kvæstelser.

Angrebet begyndte, da angrebsmanden i en Hyundai 4x4 kørte ind i fodgængere på Westminster Bridge tæt på det britiske parlament.

Bilen bragede ind i et hegn ind mod parlamentet. Gerningsmanden fortsatte til fods ind på parlamentets område bevæbnet med en kniv.

Her stak han en betjent ned, inden han selv blev skudt og dræbt af en anden betjent.

/ritzau//Reuters