To amerikanske astronomer har fremlagt forskningsresultater, der antyder, at intelligent liv i rummet har prøvet at kontakte os. Det skriver Berlingske.

Således har Ermanno F. Borra og Eric Trottier gennemgået det mest omfattende kort over universet, der nogensinde er lavet. Det er ’The Sloan Digital Sky Survey’ eller SDSS, som kortet bliver kaldt, der tæller mere end 2,5 millioner stjerner, som astronomerne har set igennem.

Det sker efter, Ermanno F. Borra tilbage i 2012 mente, at intelligent liv i rummet kunne kontakte Jorden ved hjælp af laserlys. Derfor gik han sammen med Eric Trottier i gang med at udvikle en måde at genkende kunstigt laserlys på, når man overvåger nattehimlen.

I de forskningsresultater der altså netop er blevet offentliggjort, skriver de, at ’signalerne har den nøjagtige form’, som de havde forudset intelligent liv ville udsende. Faktisk var der ikke kun ét tegn, men hele 234 tegn.

Astronomerne fandt nemlig de signaler, de søgte efter, fra områder omkring 234 stjerner. Stjerner, hvoraf langt de fleste - ifølge astronomern - er af samme type som vores egen sol - den eneste stjerne som vi med sikkerhed ved har sikret liv.

Den opsigtsvækkende udmelding har dog mødt modstand.

Andre professorer mener, at astronom-teamet har draget forhastede konklusioner, og at man på den måde ikke kan sige, at det er intelligent liv, før alle andre muligheder er ’udtømte’.

Hos det danske DTU Space, mener seniorforsker Jens Olaf Pepke Pedersen også, at de to astronomer har været for hurtigt ude.

»Jeg er skeptisk. Jeg vil meget gerne se mere håndfaste beviser,« siger han til Berlingske.

Alligevel har organisationen Breakthrough Listen, der bliver støttet af Mark Zuckerberg og fysikeren Stephen Hawking valgt at gå i dybden med de to astronomers forskningsresultater.