EU kan ikke vente på, at hvert medlemsland får godkendt aftalen, og derfor bliver den underskrevet samlet.

Bruxelles. Med kun en måned til næste klimatopmøde i Marokko venter verden stadig på, at EU får ratificeret - endelig godkendt - Paris-aftalen fra december.

USA har allerede ratificeret aftalen, og det har Kina også. Indien har givet tilsagn om, at det vil ske inden for den kommende uge.

Men med 28 medlemslande, der hver har deres egen ratifikationsproces, har EU travlt, hvis man skal nå det.

Derfor mødes medlemslandenes miljøministre til et ekstraordinært møde i Bruxelles fredag, hvor det forventes, at EU's ministre vil underskrive en ratifikationsaftale på forhånd.

Med aftalen giver ministrene tilsagn om, at de vil sætte ratifikationsprocessen i gang i deres hjemland.

- Ved at EU nu ratificerer aftalen, betyder det, at vi får en stemme, når vi skal diskutere implementeringen af Paris-aftalen på klimatopmødet i Marrakesh, siger Danmarks energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).

Bliver EU's ratifikationsaftale vedtaget fredag, vil den dog ikke være stand til at forpligte medlemslandene juridisk til Paris-aftalen, før hvert medlemsland selvstændigt har ratificeret aftalen i deres respektive parlament.

I Danmark vil ratificeringen af klimaaftalen blive fremsat som et beslutningsforslag for Folketinget i næste uge.

Men tilsagnet har stadig en enorm symbolsk værdi, siger Jens Ladefoged Mortensen, der er professor på Københavns Universitet inden for EU og miljøpolitik.

- Det er vigtigt at vise, at alle medlemslandene bakker op om resultatet i Paris. Klimaaftalen har været en stor prioritet for EU i mange år, siger han.

- Derfor er det vigtigt at vise, at vi kan handle på de her svære, globale spørgsmål. Der er meget prestige og troværdighed på spil.

Lars Christian Lilleholt understreger på samme måde, at ratifikationen har en enorm signalværdi, selv om den i princippet ikke kan gøres juridisk gældende, før alle medlemslande har ratificeret.

- Landene har givet tilsagn til, at de vil ratificere. Det har en stærk signalværdi. EU er det område, som har påtaget sig den største forpligtelse, og dermed vil det være et meget klart signal, når EU ratificerer, siger han.

/ritzau/