KØB PLUS!

Tilskuere ramt af racerbil: To dræbt og 15 såret

Omfanget af en tragisk ulykke i forbindelse med det årlige rallyløb Pays des Maures i Sydfrankrig er endnu uvist.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er to dræbt og 15 kvæstet, men BBC citerer France 24 for, at mindst fire af de kvæstede er ilde tilredt.

Flere kvæstede skal ifølge AFP være børn.

Angiveligt opstod ulykken, efter at en kører i et kryds ved den lille by Plan-de-la-Tour nær Toulon tog fejl af ruten.

Han skulle efter planen være drejet til højre, men i stedet fortsatte han ligeud og bragede direkte ind i en stor gruppe tilskuere, der stod ved vejsiden.

Bilens fører fik selv kun lettere knubs.

Den lokale avis Var-Matin har talt med en anden kører i løbet, Dominique Demeyer, der beskriver, hvad han så:

- Bilen fortsatte ligeud. Den smadrede ind i en række tilskuere, inden den fortsatte mod andre folk, der stod længere væk.
 
Rallyet blev afholdt for 14. gang, og Frankrigs minister for ungdom og sport, Valerie Fourneyron, siger ifølge BBC, at ulykken rejser et alvorligt spørgsmål, om sikkerheden for tilskuerne til rally-løb er god nok.

De dræbte var dels en tilskuer, dels en official ved løbet.