Den tidligere republikaner Lincoln Chafee melder sig nu officielt i rækken af udfordrere til Hillary Clinton om at blive Demokraternes præsidentkandidat i 2016.

USA: Den tidligere guvernør i staten Rhode Island Lincoln Chafee bekræfter, at han stiller op i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat i 2016, skriver Reuters.

Lincoln Chafee bliver dermed den tredje kandidat til at udfordre storfavoritten Hillary Clinton.

62-årige Chafee har tidligere været republikaner og en overgang uafhængig, inden han meldte sig ind hos Demokraterne i 2013.

»Jeg holder af udfordringer, og dem står vi over for mange af i Amerika. I dag træder jeg officielt ind i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat,« siger Lincoln Chafee.

Tidligere har guvernøren i Maryland, Martin O’Malley, og senator Bernie Sanders fra Vermont meddelt, at de stiller op.

Lincoln Chafee var den eneste republikaner der i 2002 stemte imod en krig mod Irak.

Han nævner uddannelse, infrastruktur, sundhedssystemet, miljøet og en stærk middelklasse som mærkesager og lover, at han som præsident vil overholde Genevekonventionen og ikke bruge tortur mod fanger og samtidig tillade Edward Snowden at vende hjem til USA.