Kosovos tidligere premierminister Ramush Haradinaj er blevet frikendt for at have deltaget i en plan om at drive serbere ud af Kosovo efter en ny retssag.

Ramush Haradinaj begik alligevel ikke krigsforbrydelser under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien.

Den Internationale Straffedomstol i Haag har torsdag frikendt den tidligere premierminister i Kosovo for at have begået krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Anklagerne krævede Haradinaj idømt 20 års fængsel for at have deltaget i grusomheder mod civile serbere, albanere og romaer i 1998, skriver BBC.

Etniske serbere og albanere, der blev anset for at være kollaboratører, blev angiveligt udsat for tortur og dræbt i lejre i det vestlige Kosovo, hvor 39 lig blev fundet.

Den tidligere premierminister blev oprindeligt frikendt for anklagerne i 2008, men den afgørelse blev annulleret, da det kom frem, at vidner var blevet truet.

Ramush Haradinaj, der var soldat i Kosovos befrielseshær, blev sammen med to andre fremstillet i Haag. Foruden Haradinaj blev også Idriz Balaj og Lahi Brahimaj også frikendt.

Straffedomstolen dommere fandt, at der ikke forelå nogen beviser for, at de tre mænd havde deltaget i planerne mod serbere og albanere.