Tyskeren Harry Sarfo havde lagt fire dages rejse bag sig fra den tyske by Bremen til Syrien for at slutte sig til Islamisk Stat, da han fik besked på at vende hjem til sit eget land igen.

»'Vil I have noget imod at rejse tilbage til Tyskland, fordi det er, hvad vi har brug for lige nu'.«

Harry Sarfo havde knap nok pakket sin kuffert ud det det IS-kontrolleret område, han havde bosat sig i, da maskerede medlemmer af terrorbevægelsens udgave af en efterretningstjeneste, Emni, besøgte ham og hans ven.

Beskeden var klar. Der var ikke brug for de to tyskere i Syrien. De skulle i stedet rejse hjem til Europa, hvor de skulle hjælpe Islamisk Stat i forsøget på at udføre dødelige terrorangreb i Vesten.

Det fortæller Harry Sarfo fra en fængselcelle i Berlin til New York Times.

Og lige akkurat Tyskland var tilsyneladende drømmescenariet for Islamisk Stat. Det kneb nemlig for terrorbevægelsen med at finde folk, der var indstillet på at udføre deres job i både Tyskland og Storbritannien, har Harry Sarfo forklaret.

Artiklen fortsætter under billedet.

Harry Sarfo i sin fængselscelle i Oldeburg, Tyskland.   
Harry Sarfo i sin fængselscelle i Oldeburg, Tyskland.    Foto: GORDON WELTERS
Vis mere

I kontrast til de to lande stod Frankrig, der senest blev ramt af et terrorangreb i Nice.

»Min ven spurgte dem, 'hvad med Frankrig?' Og så startede de med at grine. De græd af grin og sagde, 'I skal ikke bekymre jer om Frankrig',« fortæller Harry Sarfo til New York Times om samtalen med Islamisk Stat, der fandt sted i april 2015. Godt syv måneder efter blev Paris ramt af et terrorangreb.

Islamisk Stat fortalte angiveligt åbent om, hvordan de havde masser af krigere rundt om i Europa, der blot ventede på besked fra dem til at angribe uskyldige mål, har Harry Sarfo forklaret.

»De ønsker flere angreb på samme tid i England, Tyskland og Frankrig,« lyder den foruroligende besked fra Harry Sarfo.

»Så måden, jeg dræbte på, godt ud,«

I løbet af sine ganske få måneder som en af Islamisk Stats rekrutter, oplevede Harry Sarfo flere gange, at andre tyske krigere henvendte sig til ham. De ønskede at have ham med i propagandavideoer.

Han skulle holde Islamisk Stats flag og vandre foran et kamera til en propagandavideo, der måtte tages om igen og igen, fortæller han. I videoer blev syrere tvunget til at knæle, mens andre tyske IS-krigere skød dem.

»Hvordan så det ud? Så måden, jeg dræbte på, godt ud,« spurgte en af dem Harry Sarfo.

hertil tilbragte han flere uger i træningslejr hos Islamisk Stat, hvor han blandt andet gennemgik hård fysisk træning og våbentræning.

Flygtede fra Islamisk Stat

Harry Sarfo vendte hjem til Tyskland to måneder efter, han ellers havde haft idéen om at sværge troskab til Islamisk Stat. Han var begyndt at tvivle på terrorbevægelsen i løbet af sin træning på grund af deres måde at behandle rekrutter på, der ikke kunne følge med.

I flere uger planlagde han sin flugt, indtil det sidst lykkedes ham at krydse grænsen til Syrien og rejse derfra til Bremen i Tyskland. Her landede han den 20. juli 2015, hvor det tyske politi stod klar til at anholde ham.

Han erkendte alt og blev idømt tre års fængsel.

Det er ikke lykkes at verificere Harry Sarfros historie, men ifølge New York Times stemmer hans fortælling overens med de fortællinger, som andre af Islamisk Stats rekrutter har berettet om under afhøring. Det bekræfter ledere af det fængsel, som han sidder i desuden.